Ifølge et nyt studie kan jorden være på vej til at blive ramt af den sjette masseudryddelse i historien.

Da den amerikanske professor Daniel Rothman, som led i sit seneste forskningsprojekt, begyndte at regne på, hvad konsekvenserne af menneskets afbrænding af fossile brændstoffer kan blive, fik han et alarmerende resultat.

Det skriver britiske The Independent.

Hans konklusion lød nemlig, at afbrændingen vil forstyrre klodens naturlige kulstofkredsløb i en sådan grad, at vi i år 2100 vil se en masseudryddelse af livet på vor planet.

Det ildevarslende resultat er offentliggjort i et matematisk studie fra Massachusetts Institute of Technology’s Lorenz Centre i USA, som Daniel Rothman er medforfatter til.

Professoren har arbejdet ud fra en teori om, at førnævnte forstyrrelser i kulstofkredsløbet på jorden har spillet en afgørende rolle i masseudryddelser af dyre- og plantelivet på kloden.

Herefter så professoren nærmere på de seneste 31 tilfælde, hvor der har været afgørende ændringer, og Daniel Rothman opdagede, at fire ud af de fem seneste masseudryddelser på jorden fandt sted, når forstyrrelsen overskred en bestemt tærskel for katastrofal forandring.

I den forbindelse udviklede professoren en formel for, hvornår der bliver tilført så meget kulstof til jordens oceaner, at den kritiske tærskel bliver nået. Eller med andre ord: Før en sjette masseudryddelse kan blive en realitet.

Og resultatet var ildevarslende:

Daniel Rothman fandt frem til, at grænsen lå på 310 milliarder tons kulstof. Og det er 10 milliarder mere end den mængde, som forventes at være tilføjet til verdenshavene i år 2100.

Det er formentlig ikke overraskende for mange, hvem Daniel Rothman peger på som de skyldige:

»Den mængde, vi regner som den kritiske, er stort set identisk med den mængde kulstof, som menneskelig aktivitet vil have tilført verdenshavene i år 2100,« siger Daniel Rothman ifølge The Independent.

Han tilføjer dog, at der også kan være andre årsager til, at en masseudryddelse finder sted. Det kan blandt andet også ske efter vulkanudbrud og klimaforandringer.

Den værste masseudryddelse på jorden fandt sted for 250 millioner år siden og blev kaldt 'Den store død'. Den skete, da middeltemperaturen på kloden pludselig steg fra 11 til 29 grader. 96 procent af alle arter på jorden uddøde angiveligt på det tidspunkt.