At få Qatar til at indgå i alliance mod Iran er målet, når lande bryder diplomatiske forhold, mener forsker.

Doha. At fem lande har valgt at droppe sine diplomatiske forbindelser til golfstaten Qatar er en magtdemonstration med Saudi-Arabien i front.

Qatar skal tvinges til at rette ind efter den saudiarabiske politik og indgå i alliancen mod Iran, mener Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Diis.

- Fra Saudi-Arabiens side handler det her om at isolere Qatar, fordi de dels er af den opfattelse, at Qatar støtter Det Muslimske Broderskab og dels ikke er en loyal partner i alliancen mod Iran, siger han.

Foruden Saudi-Arabien er det landene De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Bahrain og Yemen, som har valgt at afbryde de diplomatiske forbindelser til Qatar.

Saudi-Arabien ser det som nødvendigt at stoppe alle diplomatiske og konsulære forbindelser, for at sikre sig mod "terrorisme og ekstremisme".

Der har i en række år været en rivalisering mellem Saudi-Arabien og Qatar. Den bunder i to forskellige syn på, hvordan politikken skal føres i Mellemøsten, mener seniorforskeren.

Det er et forsøg på at tvinge Qatar til at ændre sin politik og nedtone sine alliancer, mener Lars Erslev Andersen.

- I forbindelse med topmødet mellem golfstaterne, som Donald Trump netop har besøgt, der handlede det om at skabe en politisk front mod Iran.

- Nu beskylder Saudi-Arabien Qatar for at støtte Irans allierede, som er den palæstinensiske gruppe Hamas, Hizbollah og Det Muslimske Broderskab, siger han.

USA har truet Qatar med at flytte den flybase, de har i staten, hvis Qatar ikke ændrer sin politik, fortæller seniorforskeren. Han mener, at landene kan få held med at presse Qatar til at indrette sig med den amerikanske opbakning.

- Det kan muligvis lykkes, fordi det er en stor alliance mellem Saudi-Arabien og en række andre lande i Mellemøsten, som også får støtte af USA.

- Man kan forestille sig, at Qatar hurtigt vil prøve at rette ind, siger han.

Tiltagene er mere drastiske end i 2014, hvor Saudi-Arabien, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater trak deres ambassadører hjem fra Qatars hovedstad Doha i otte måneder.

/ritzau/