USA: Den 23-årige mand, som er anklaget for at stå bag en skudepisode i byen Tucson i delstaten Arizona sidste år, har kendt sig skyldig i drab.
Ifølge Reuters tog Jared Loughner seks liv og sårede yderligere 13 inklusiv det demokratiske medlem af den amerikanske kongres Gabrielle Giffords, da han på tæt hold skød indbyggere ved et politisk møde uden for et supermarked i byen 8. januar 2011.
Til gengæld for sin tilståelse undgår Loughner at anklagerne kræver dødsstraf. Han er dog blevet erklæret mentalt egnet til straf og er blevet tiltalt i 49 forhold.
Gabrielle Giffords overlevede mirakuløst skudepisoden efter at have fået en kugle gennem hovedet.
BNB



