Formodet Batman-drabsmands psykiater advarede politiet

Det var ikke bare kolleger, der fik advarsler fra en psykiater om, at den formodede Batman-drabsmand var til fare for andre. Ifølge flere kilder blev en af universitetets politibetjente samme besked.

USA: Psykiateren, som behandlede den tidligere studerende på University of Colorado og formodede Batman-drabsmand, James Holmes, gik til en af universitetets politibetjente om med sine bekymringer om den unge mands opførsel. Det skete flere uger inden skyderiet, hvor 24-årige Holmes formodes at have dræbt 12 mennesker og såret 58 ved en biografpremiere, fortæller anonyme kilder til ABC News.

Dog ved kilderne ikke, hvad betjenten gjorde med psykiaterens oplysninger, men han er blevet forhørt af politiet i Aurora, Colorado, hvor skudepisoden fandt sted, som en del af efterforskningen. Og retsdokumenter viser, at politiet ikke er blevet kontaktet af universitetet inden tragedien udspillede sig.

I sidste uge kom det frem, at psykiateren, Lynne Fenton, havde sagt til en kollega, at Holmes kunne være til fare for andre, og hun havde ligeledes kontaktet en særlig adfærds- og trusselsvurderingsenhed kaldet ”Beta” fra University of Colorado med samme besked.

Ifølge de anonyme kilder, som ABC News har talt med, har Fenton haft det svært med at bryde sin tavshedspligt for at underrette politiet og kollegerne.

Holmes var ph.d.-studerende i neurovidenskab på Colorado-universitetet, indtil han droppede ud i juni. 20. juli stod han angiveligt bag et skuddrama ved en midnatsvisning af den nye Batmanfilm »The Dark Knight Rises«.

Kort efter skyderiet blev han anholdt, stærkt bevæbnet, ved biografen, og han er nu sigtet for 142 forhold, hvoraf 12 tilfælde er overlagt drab og 116 er forsøg på det.

Anklagerne har endnu ikke taget stilling til, om de vil kræve dødsstraf for Holmes’ formodede ugerning.

Indtil retssagen går i gang, sidder han fængslet i isolation for at beskytte ham mod andre indsatte.

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her