Forhandlinger om Iran atomprogram trækker ud
Efter intense diskussioner om Irans atomprogram går parterne nu hver til sit og skal mødes igen i Moskva om tre uger. Det oplyser EUs udenrigschef Cathrine Ashton.
Efter intense diskussioner om Irans atomprogram går parterne nu hver til sit og skal mødes igen i Moskva om tre uger. Det oplyser EUs udenrigschef Cathrine Ashton.
De seneste to dages forhandlinger mellem Iran og FNs stormagter har været »intense og detaljerede«, siger EUs udenrigschef Cathrine Ashton, der nu lukker diskussionen i Bagdad,
- Vi tager tilbage til vores respektive hovedstæder og konfererer. Vi opretholder kontakten med vores iranske modparter for at forberede endnu et møde i Moskva 18. og 19. juni, siger Catherine Ashton ifølge Reuters.
Tyskland og de fem faste medlemmer af FNs Sikkerhedsråd, USA, Rusland, Kina, Frankrig og England har drøftet en samarbejdsaftale med Iran om landets omstridte atomprogram, som, Vesten mener, skal bruges til at udvikle atomvåben.
- Iran erklærede sig klar til at løse problemet med den 20 procents berigelse (af uran, red.) og kom med sin egen fem punkt-plan, herunder at vi anerkender deres ret til berigelse, siger udenrigschefen.
Hun understreger, at parterne er nået frem til »et fælles grundlag«, men at der stadig er »tydelige forskelle« og dermed brug for at »udvide det fælles grundlag«.På forhandlingernes første dag var der ifølge en højtstående, amerikansk embedsmand en »rimelig mængde af uenighed«, men også dele af fælles forståelse.
- Jeg tror, vi har set begyndelsen på en forhandling, sagde han til Reuters onsdag.Iran har gang på gang understreget, at landets atomprogram kun har fredelige formål, men udmeldingerne er ikke nok for Det Internationale Atomenergiargentur, IAEA, der kræver total åbenhed omkring atomprogrammet, blandt andet i form af kontrolbesøg.
- Vi er fortsat fast besluttede på at løse problemet gennem forhandlinger, og vi vil fortsætte med at gøre alt for at nå dertil, fastslår Cathrine Ashton.