Lørdag mødes den græske regering igen med de private investorer for at gå videre med forhandlingerne om den græske gæld. Det skriver Reuters.

Parterne kom nærmere en aftale, men aldrig i mål, da de indtil sent fredag aften forsøgte at nå til enighed om den græske fremtid.

Regeringen stræber efter at sætte et punktum for forhandlingerne inden mandag, hvor eurozonens finansminister kommer på visit. Det betyder nemlig, at der dermed kan komme gang i papirarbejdet og nødvendige tilladelser til at få et nyt skud økonomisk hjælp, som vil trække det kriseramte land væk fra bankerot-afgrunden.

Elementerne til aftalen er ved at være på plads, slog regeringen fast efter det timelange møde fredag aften.

- Nu er det tid til at handle beslutsomt og benytte lejligheden til at afslutte denne historiske aftale og bidrage til den økonomiske stabilitet i Grækenland, i euro-området og i verden, lød det.

Udtalelsen lod til at være adresseret til Grækenlands officielle långivere, til EU og til IMF, som har været med bag scenen i forhandlingerne.