KØB PLUS!

Forhandlinger i USA intensiveres forud for »fiscal cliff«

Præsident Barack Obama forsøger fortsat at få en aftale i hus, der skal afværge de automatiske skattestigninger og budgetnedskæringer, der træder i kraft ved nytår.

USA: De sidste to dages intensive forhandlinger er det seneste tegn på mulige fremskridt i bestræbelserne på at afværge de automatiske skattestigninger og budgetnedskæringer - den såkaldte »fiscal cliff« - der træder i kraft 1. januar, med mindre Kongressen griber ind og bliver enige om noget andet.

Ifølge Reuters har Det Hvide Hus og Kongressen bekræftet, at præsident Barack Obama mandag sendte formanden for Repræsentanternes Hus, John Boehner, et revideret tilbud i forhandlingerne, og at Boehner tirsdag svarede med et modforslag. Der meldes dog ikke yderligere om tilbuddenes indhold.

- Der findes en mulig aftale derude et sted, siger talsmanden for Det Hvide Hus, Jay Carney, og tilføjer, at det dog er nødvendigt, at republikanerne vil acceptere højere skattesatser til de rigeste amerikanere.

- Vi mener, at parametrene for et kopromis er temmelig klare, siger han.

Økonomer har advaret om, at det kan sende den amerikanske økonomi tilbage i recession, hvis ikke der opnås en aftale.

- Jeg er optimist. Jeg håber, vi kan nå til enighed, fortæller Boehner ifølge Reuters.

Senatets demokratiske leder, Harry Reid, mener dog, det vil blive vanskeligt at få en aftale i hus inden jul.

- Vi har ikke noget at drøfte, før vi hører noget fra republikanerne, siger han.

Kommer der ikke en politisk aftale, er frygten, at forbruget vil blive hårdt ramt, og at det vil smadre den fremgang, som den amerikanske økonomi oplever.

BNB/Reuters