En ung saudiarabisk økonomiminister afslører forbløffende tal om forbruget i Saudi-Arabien: I de fede olieår fra 2010 til 2014  forsvandt 100 mia. dollar hvert år.

100 mia. dollar er mange penge, selv først på måneden.

Hvis man stakker pengene i 100-dollar sedler op i en meters højde, vil de fylde 100 standardpaller. Det er nok til at købe Lego-koncernen fem gange, sådan i runde tal, og man kan ifølge FNs skøn udrydde verdens hungersnød tre gange.

Men man kan også vælge at købe luksus-biler malet med guldmaling, lystbåde af samme længde som en fodboldbane, Patek Phillippe-ure eller bygge en bling-moské og hyre så mange tjenestefolk, at man ikke selv skal anstrenge sig med andet end at trække vejret. Det er luksuslivet, og hvis mange nok gør det længe nok, så er de 100 mia. væk. År efter år.

Hvilket bringer os til en åbenhjertighed af de helt store.

Den seneste udgave af Bloomberg Businessweek går tæt på den for tiden mest magtfulde mand i Saudi-Arabien, den 31-årige og nyudnævnte økonomiminister, Mohammed bin Salman. Det amerikanske magasin er med ham på arbejde og i fritiden, og efter at have læst de tusindvis af ord, står især én scene standset i metal:

Bin Salman talte med med sin chefrådgiver, økonomen og juristen Mohammed al-Sheikh, som er uddannet på Harvard University og har en fortid i bl.a. Verdensbanken. Al-Sheikh fortalte sin chef, hvordan de saudiarabiske magthavere i boom-årene mellem 2010 og 2014 betragtede statskassen som en bundløs buffet. Før 2010 var der f.eks. en regel om, at kongen skulle godkende alle udgifter på over 100 mio. dollar, loftet blev hævet til 200 mio. og 300 mio., snart efter til 500 mio. dollar, og til sidst forsvandt kravet helt. Der var ingen godkendelsesprocedure, og ministrene kunne bruge, hvad de lystede. Den tilstedeværende journalist fra Bloomberg spurgte: »Hvor mange penge blev på den måde smidt ud af vinduet?«

Mohammed al-Sheikh pegede på båndoptageren på bordet og spurgte, om han måtte slukke for den – men økonominister bin Salman afviste ham.

»Du kan sige beløbet åbent,« sagde han til sin rådgiver.

»Mit bedste gæt er et sted mellem 80 og 100 mia. dollar om året i ineffektive udgifter.«

Eller som webstedet Gulf Business opsummerede indrømmelsen: »Op mod en fjerdedel af det saudiarabiske budget blev spildt hvert år i boom-årene.«

Det er mange penge.

Olien er et lykketræf

Alt sammen bekræfter det, hvad den saudiarabiske forfatter Abdul Rahman Mounif påpegede gennem hele sin karriere og i bog efter bog – at Saudi-Arabien med oliepengene havde muligheden for at skabe et bedre samfund, men at det hele gled gennem fingrene som det ørkensand, landet er bygget på.

Mounif var ikke modstander af olie, langt fra, han var selv olieøkonom af uddannelse, men han var rasende over den måde, som olieindtægterne blev forvaltet på, som han bl.a. skrev i en kronik i Guardian i 1990: »Vi har ved et rent lykketræf fået olien forærende. Det er vores eneste mulighed for at skabe en region, der ikke baserer sig på andre, sådan som vi gjorde i fortiden, og som vi også vil gøre i fremtiden, hvis den nuværende formøbling fortsætter.«

I stedet for at bruge olien til at skabe et dynamisk og selvhjulpet samfund brugte regimerne den til at skabe et dovent drømmepalads af de korrupte og de korrumperede, og det er ikke et tilfælde, at »ørkenmanden før olien var tynd som en pind«, sagde han i et interview i 1985. »Nu er han tyk som en tønde.«

Hans kritik kostede Abdul Rahman Mounif statsborgerskabet, han døde i 2004 i eksil, og vi kan ikke vide, hvad han ville have sagt til den unge økonomiministers åbenhjertighed over for Bloomberg. Men der er en vis sandsynlighed for, at Mounif ville have følt sig bekræftet i al sin kritik og kombineret et gran af håb med en overvægt af skepsis.

For det er umuligt at reformere fortiden uden at erkende den, og både med interviewet og med en omfattende reformplan, der blev offentliggjort i sidste uge, gør økonomiminister bin Salman netop det. Og det er håbet.

Lommepenge fra statskassen

Men skepsisen er baseret på to faktorer, og den ene er, at der ikke er tale om en organisk reform – en iver for omkalfatring, som kommer indefra. Reformerne kommer, fordi olieprisen er styrtdykket fra 110 dollar per tønde i 2014 til 47 dollar i dag, og de kommer, fordi Saudi-Arabiens statsbudgetter kun kunne hænge sammen med en oliepris over 100 dollar. I 2015 forudså en gyser af en IMF-rapport, at Saudi-Arabien om fem år ville have opbrugt sin kapitalreserve og løbe tør for penge, og virkeligheden var faktisk meget værre, erkender chefrådgiver al-Sheikh over for Bloomberg. Hvis Saudi-Arabien var fortsat med sit udgiftsniveau fra 2015, ville landet være gået »totalt rabundus« i 2017.

Det er baggrunden for reformerne, de er bestemt af nødvendighederne, begrænset af en lav oliepris, og både befolkningen og de fleste magthavere ville hellere være fri.

Den den anden kilde til skepsis er, at Mohammed Bin Salman er 31 år og tilsyneladende uden en selvstændig magtbase – hans magtbase er den nuværende krise og kongen og i den rækkefølge – og han har allerede hævet priserne på benzin, strøm og vand, en moms er muligvis på vej, og han sælger ud af kronjuvelerne, f.eks. det statslige olieselskab Saudi Aramco.

Bin Salman ved, at han ikke kan vride alt for mange penge ud af de 21 millioner menige saudiarabere, som accepterer kongehusets enevælde på en præmis om rundhåndethed, og derfor siger han også til Bloomberg, at han vil komme efter de rige – men det kan blive sin sag.

Wikileaks lækkede i 2011 dokumenter, der viste, hvordan knopskydningen af prinser og sønner af prinser og tilløbere var filtret ind i den store økonomi. Et lækket amerikansk ambassadetelegram fra 1996 viste, hvordan de alle fik lommepenge fra statskassen – et barnebarn af kong Abdul Ibn-Saud skulle f.eks. have 27.000 dollar om måneden – og de pågældende lommepenge kostede dengang fem pct. af statskassen. Og beløbene, antallet af modtagere og procentdelen er formentlig kun steget.

Men lommepengene var langt fra den største del af subsidieringen af magthaverne og deres venner, fremgik det; den største del flød fra særkontrakter fra de enkelte ministerier, uden om budgetterne og enhver kontrol, og en kilde sagde til en amerikansk diplomat, at »fem eller seks prinser modtager penge svarerende til indtægterne fra én mio. tønder olie om dagen«. Ydermere optog medlemmer af kongehuset og deres venner lån i bankerne, og typisk betalte de aldrig pengene tilbage. »Derfor er de 12 store privatbanker i landet også kede af at låne penge ud til de kongelige og deres venner,« hed det i et ambassadetelegram.

Det er ikke svært at se, hvordan sådan et system af total magt og total korruption i fede år kan blive til 100 mia. dollar, og det er heller ikke svært at forstå, hvordan de fede gerne vil have deres system tilbage og gøre alt for at stække og stoppe en ung økonomi­minister, som vil tage det fra dem.

Så held og lykke til Mohammed bin-Salman – han får brug for begge dele.

For 100 mia. dollar er mange penge.