____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU offentliggjorde i nat tre lydoptagelser, hvor man kan høre russiske separatister tale om, at de de nedskød det malaysiske rutefly MH17.

Flyet blev ifølge den amerikanske regering ramt af et jord-til-luft missil og styrtede ned i den borgerkrigsramte Donetsk-region af Ukraine. Alle 295 ombordværende omkom.

Hidtil har det været uvist, hvem der affyrede missilet, men hvis lydoptagelsen er verificerbar, nærmer en vished sig. Berlingske har i nat lyttet til lydoptagelsen, som er i tre bidder, og via SBUs hjemmeside fået en udskrift af optagelserne, og Kyiv Post har foretaget en uafhængig oversættelse, som følgende handlingsforløb baserer sig på:

I den første lydoptagelse ringede en Igor Bezler klokken 16.20 i går til den russiske hærs hovedkvarter. Bezler er en oberstløjtnant i den russiske hær, som er tilknyttet militsen i Donetsk som militær leder. Han spillede i april en nøglerolle under deres offensiv, og i en videooptagelse identificerede han sig dengang over for en lokal politibetjent som oberstløjtnant i den russiske hær, skriver New York Times. Bezler stod også dengang bag henrettelsen af en fremtrædende pro-ukrainsk lokalpolitiker, oplyser SBU.

Det var den Bezler, som i går - 20 minutter efter flystyrtet - ringede til oberst Vasili Geranin, der er tilknyttet efterretningsdivisionen i den russiske hærs hovedkvarter.

Igor Bezler: »Vi har skudt et fly ned. Minera-gruppen. Det faldt ned på den anden side af Donetsk.«

Vasili Geranin: »Piloterne? Hvor er piloterne?«

Bezler: »Vi er taget ud for at lede og fotografere flyet. Det ryger stadig.«

Geranin: »Hvor længe siden?«

Bezler: »Cirka 30 minutter.«

I den anden lydoptagelse gik sandheden op for separatisterne. Det var ikke et fjendefly, men derimod et civilt passagerfly. Samtalen fandt sted mellem to separatistledere. Den ene går under navnet »majoren,« og han rapporterede fra nedstyrtningsstedet, og han talte med en person med dæknavnet »grækeren.«

UKRAINE-CRISIS/AIRPLANE-WITNESS

Majoren: »Det er folkene fra Tjernukin, som skød flyet ned. Fra Tjernukin-vejspærringen. Altså kossakkerne, som har base i Tjernukin.«

Grækeren: »Ja, major...«

Majoren: » Flyet faldt fra hinanden i luften. Over Petropavlovskaja-mineområdet. Den første '200...' ( '200' er kode for et lig, red.). Vi har fundet den første '200.'. En civilperson.

Grækeren: »Okay, hvad kan du ellers se…?«

Majoren: »For at gøre en lang historie kort - det var 100 procent et civilfly.«

Grækeren: » Er der mange folk der?«

Majoren: »Hold da kæft. Vragresterne faldt ned i folks hjem.«

Grækeren: »Hvilken slags fly?«

Majoren: »Det kan jeg ikke sige. Jeg har ikke været ved hoved-nedstyrtningsstedet. Jeg er kun på det sted, hvor de første lig blev fundet. Der er vragdele efter sikkerhedsseler, efter sæder og lig.«

Grækeren: »Er der rester efter våben?«

Majoren: » Absolut ikke. Der er kun civile ting, medicinalartikler, håndklæder, toiletpapir...«

Grækeren: »Er der identifikationspapirer?«

Majoren: »Ja, fra en indonesisk studerende. Fra et universitet i Thompson.«

I den tredje lydoptagelse talte kossak-lederen Nikolaj Kotsitsin med en lokal militsleder, og de forsøgte at finde på en forklaring for nedskydningen af civilflyet.

Militsleder: »Angående det fly, som blev skudt ned. Det faldt ned ved Gabov. Der er masser af lig af kvinder og børn. Kosakkerne er derude for at se på det. De siger på TV, at det er et AN-26 transportfly, men der står 'Malaysia Airlines' på flyet. Hvad foretog det sig inde i Ukrainsk luftområde?

Kotsitsin: »Det må have været fyldt med spioner. De skulle for helvede ikke flyve her. Der er krig.«