Endnu husker han begravelsen. At kisten var så lille. Hendes øjne lukkede. Det er også derfor, han nu for første gang står frem og fortæller, hvad han kan huske fra den dag for snart tyve år siden, hvor hans lillesøster og skønhedsdronningen JonBenét Ramsey blev dræbt. For han vil ikke have, at nogen glemmer hende.

Med sine store kjoler og lyse krøller havde seksårige JonBenét Ramsey domineret de amerikanske skønhedskonkurrencer for børn. Smilende kiggede hun frem for sig, mens hun dansede på scenerne eller blev foreviget på fotografier.

Men alt for tidligt sluttede eventyret for hende. Og hendes smilende billeder blev bragt på forsiderne af alle landets aviser under overskrifter som: 'Mordet på en lille skønhed'.

Tidligt om morgenen den 26. december 1996 var JonBenéts mor Patsy gået ned for at sætte kaffen over, da hun på trappen fandt et to og et halvt sider langt, håndskrevet brev.

Brevskriveren hævdede at have bortført den seksårige pige, og han krævede 118.000 dollar (cirka 780.000 kroner, red.) i løsesum. Senere på dagen, under en gennemgang af huset, fandt faderen, John Ramsey, liget af datteren i et kælderrum.

Blødende og kvalt lå hun på et hvidt lagen. Hendes liv stod ikke til at redde.

Artiklen fortsætter under omtale af interviewet med broderen i Dr. Phil.

Mistanken klæber til storebroderen og forældrene

Siden har mistanken klæbet sig til den lille piges forældre - og til hendes tre år ældre storebror Burke. De blev alle tre både mediernes og politiets hovedmistænkte i sagen.

De havde alle været i huset, da pigen blev dræbt. Og der var ingen umiddelbare tegn på indbrud. Men ingen beviser kunne fælde familien. Flere detektiver, der arbejdede på sagen, har gennem årene udgivet bøger, der skiftevis har anklaget og frikendt forældrene for mordet. Først tolv år efter drabet undersøgte man igen pigens tøj og fandt DNA fra en fremmed mand, hvilket rensede familien.

Men mistanken hænger endnu over dem.

Det er den i dag 29-årige storebror Burke Ramsey også klar over. Det fortæller han i sit første interview nogensinde om drabet på sin lillesøster med den amerikanske talkshow-vært Dr. Phil.

»Jeg ved, at folk tror, jeg gjorde det. At mine forældre gjorde det. Jeg ved, at vi var mistænkte,« siger Burke i interviewet, der endnu ikke er blevet vist i sin helhed, men blot i små reklamebidder.

Artiklen fortsætter under billedet.

Folk undrer sig over hans smil

De små reklamer for Dr. Phil-interviewet har dog allerede fået stor opmærksomhed. Især fordi Burke smiler under stort set hele interviewet. Også når han husker tilbage på den morgen, hvor han fandt ud af, at hans søster var væk og senere blev fundet død.

Han havde intet hørt om natten, da han havde sovet. En nabo fortalte til politiet, at han havde hørt 'gåsehudsfremkaldende skrig' komme fra familiens hus, men Burke vågnede først, da hans mor pludselig brasede ind på hans værelse, fortæller han i interviewet.

»Det første, jeg husker, er, at min mor bragede ind på mit værelse, helt hektisk, mens hun sagde: 'Oh my gosh, oh my gosh. Hvor er min baby? Hvor er min baby?', og løb rundt på mit værelse. Nu ved jeg, hun ledte efter JonBenét,« siger han i det en time lange interview.

En time senere dukkede også en betjent op på hans værelse med en lommelygte. Burke havde ikke forladt sit værelse.

»Jeg tænker, at det var, fordi jeg gerne ville undgå konflikten. Jeg ved det ikke, jeg følte mig mere tryg der. Jeg var bange, tror jeg,« fortæller han Dr. Phil.

Artiklen fortsætter under billedet.

'Jeg begyndte at græde. Jeg sagde ingenting'

Til en betjent forklarede Burke, at hans søster måske bare gemte sig et sted i huset. Først senere på dagen blev hun fundet i kælderen. Det var hans far, der fortalte det til ham.

»JonBenét er i himlen,« sagde han.

Burke husker, at både han og faderen begyndte at græde.

»'Hvordan er det muligt?' Jeg begyndte at græde. Jeg sagde ingenting. Jeg ønskede ikke at tro på det,« fortæller han.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Siden har han i næsten tyve år holdt lav profil og holdt sig væk fra medierne, der i tiden efter drabet havde slået lejr foran familiens hus og fulgte efter dem døgnet rundt i håb om at få en kommentar eller et nyt billede.

»De seneste tyve år har jeg bare ønsket at vokse op som et normalt barn,« forklarer Burke.

Alligevel har han nu valgt at stå frem med sin historie.

»Jeg ønsker at ære hendes minde ved at stille op til dette interview. Jeg ønsker ikke, at nogen glemmer det,« siger han.

Siden de små klip fra interviewet er blevet offentliggjort, har flere undret sig over, hvordan Burke Ramsey kan smile. Flere tager det som et tegn på, at han er skyldig.

Dr. Phil: Derfor smiler han

Også Dr. Phil har kommenteret på smilet. Han mener dog, at det kan skyldes, at han er 'socialt akavet'.

»De seneste tyve år har han levet væk fra søgelyset. Det er min opfattelse, at han er socialt akavet. Han er IT-ingeniør. Han arbejder hjemmefra. Han tager ikke på arbejde hver dag,« forklarer talkshowværten.

»Folk kommer til at blive meget interesserede i hans opførsel, og de vil synes, hans opførsel er atypisk. Han omtaler nogle ret mørke aspekter af denne historie og smiler, mens han gør det,« fortsætter Dr. Phil.

I programmet stiller værten også Burke spørgsmålet, om det var ham, der dræbte JonBenét. Om han nogensinde har slået hende. Eller misbrugt hende.

Svarene på de spørgsmål må seerne dog vente på, til programmet bliver vist i sin helhed.