Et flertal af de britiske vælgere mener nu, at det var forkert at stemme Storbritannien ud af EU sidste år.

London. For første gang, siden briterne sidste år stemte Storbritannien ud af EU, mener et flertal, at det var en fejl.

Det viser en ny meningsmåling foretaget blandt 1500 briter af instituttet YouGov for den britiske avis The Times.

Adspurgt om det "set i bakspejlet var rigtigt eller forkert at forlade EU", svarer 45 procent, at det var forkert. 43 procent mener, at det var rigtigt. Og 12 procent har svaret "ved ikke".

Det fremgår dog ikke af nyhedsbureauet AFP, hvilken usikkerhed målingen er behæftet med.

Det er første gang, at flere personer har sagt, at folkeafstemningen endte med det forkerte resultat.

Og det tyder på, at emnet stadig splitter landet, skriver The Times.

Ved afstemningen i juni stemte et flertal på 52 procent for at forlade unionen, det såkaldte brexit.

I førnævnte YouGov-måling bakker 43 procent af briterne op om, at brexit-aftalen ender i en total udmeldelse af EU.

39 procent håber i stedet på et blødere brexit, hvor Storbritannien fortsætter som en del af EU's indre marked.

Afstemningen kastede landet ud i en politisk omvæltning. Dagen efter trådte den daværende premierminister, David Cameron, tilbage.

I marts indledte Storbritannien formelt skilsmissen ved at udløse artikel 50 i EU's Lissabontraktat.

Nogle uger efter udløsningen af artikel 50 udskrev landets nye premierminister, Theresa May, i begyndelsen af april parlamentsvalg, som skal afholdes 8. juni.

May håber blandt andet på at styrke sin position med et stort flertal i det britiske parlament forud for forhandlingerne med EU.

Og meget tyder på, at brexit kommer til at fylde meget under valget.

Ifølge YouGovs måling mener hele 64 procent, at det er valgkampens vigtigste emne.

På en andenplads følger sundhed, mens indvandring og økonomi slås om tredje- og fjerdepladsen.

/ritzau/AFP