BAHRAIN: Bahrains konge modtager i de kommende dage et brev fra samtlige udenrigsordførere i Folketinget. De danske politikere kræver i brevet, at dansk-bahraineren Abdulhadi al-Khawaja straks bliver løsladt.
Khawaja fik tirsdag stadfæstet sin livstidsdom for protester mod styret i Bahrain ved en civil domstol i hovedstaden Manama. Det har fået de otte partier i Folketinget op af stolen.
Selv Dansk Folkepartis Søren Espersen, som i foråret var særdeles skeptisk over for al-Khawajas 110 dage lange sultestrejke og spekulerede i, at han kunne være en »gemen shiaislamist«, har skrevet under på brevet.
Men Espersen er trods signaturen stadig kritisk over for Khawaja og hans sag.
- Jeg tror, han er islamist, og at han vil et andet styre, end det de har i Bahrain. Jeg er ikke sikker på, at hans styre bliver spor bedre end det, der er. Men sagen er, at han er dansk statsborger, og der har vi en tradition i Danmark for, at vi assisterer danske statsborgere både ved rettergang og efter, de er blevet dømt, siger Søren Espersen.
Abdulhadi al-Khawaja er en del af det shiamuslimske flertal i Bahrain, som styres af en sunnimuslimsk kongefamilie.
Khawaja har siddet fængslet i over et år på grund af protester mod netop kongen, Hamad bin Isa Al Khalifa, og selvom Søren Espersen og Dansk Folkeparti altså ikke har ændret opfattelse af Khawaja, så er det vigtigt for partiet, at dansk-bahraineren, der også har været udsat for tortur i fængslet, bliver behandlet anstændigt.
- Ja, for det er urimeligt. Han er jo ikke dømt for nogen voldelige ting. Han er dømt for at ytre sig, og det får man altså ikke en livstidsdom for i ordentlige lande, og det er det, som vi opponerer imod, siger Espersen.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) brugte i foråret en del kræfter på at tale al-Khawajas sag i medierne og overfor det bahrainske styre.
Villy Søvndal er skuffet over stadfæstelsen af livstidsdommen og understreger, at man fra dansk side fortsat vil yde konsulær hjælp til dansk-bahraineren samt opretholde et internationalt pres på Bahrain for at få al-Khawaja løsladt.
- Vi vil holde Bahrain fast på, at landet skal respektere de grundlæggende menneskerettigheder, og det betyder også forsamlings- og ytringsfrihed, siger Villy Søvndal.
Udenrigsministeren understreger, at Abdulhadi al-Khawaja fortsat kan anke tirsdagens afgørelse, og indtil al-Khawaja har afgjort, om han vil anke eller ej, er det begrænset, hvad man kan foretage sig i sagen, siger Villy Søvndal.
Ifølge Amnesty International er stadfæstelsen af al-Khawajas livstidsdom »uhørt hård«, mens al-Khawajas datter Maryam, der er fungerende leder af Bahrain Center for Human Rights, kritiserer netop det internationale samfunds ageren i sin fars sag.
- Det afspejler den manglende handling fra det internationale samfund, som har været stille, der har ikke været nogen internationale konsekvenser for det bahrainske regime på trods af de fortsatte overtrædelser af menneskerettigheder, siger Maryam al-Khawaja.
Det var også ventet, at dansk-bahrainerens anden datter, Zainab al-Khawaja, skulle møde i retten tirsdag, men det er uklart, hvornår der falder afgørelse i hendes sag. Hun står anklaget for at have revet et billede af Bahrains konge i stykker.