NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, fordømmer Ruslands konvoj i Ukraine. Han peger på, at den russiske lastvognkolonne i Ukraine kan være lastet med våben frem for nødhjælp.

NATO: Anders Fogh Rasmussen, NATOs generalsekretær, fordømmer, at Rusland gennem det seneste døgn har sendt en række lastbiler ind i Ukraine. Ifølge Rusland indeholder lastbilerne nødhjælp til den ukrainske befolkning, men det tvivler Anders Fogh Rasmussen på.

»Jeg fordømmer en indtrængen af Ruslands såkaldt humanitære nødhjælpskonvoj på ukrainsk territorium uden forudgående samtykke med ukrainske myndigheder og uden at involvere Røde Kors,« siger generalsekretæren i en pressemeddelelse.

»Tilsidesættelsen af internationale humanitære principper rejser spørgsmålet om, hvorvidt det reelle formål med nødhjælpskonvojen er at støtte den civile befolkning eller forsyne de bevæbnede separatister med våben,« siger Anders Fogh Rasmussen.

Efter at Rusland tidligere på året gik mere aktivt ind i konflikten i Ukraine og annekterede sortehavshalvøen Krim, har EU og USA indført sanktioner mod Rusland - og omvendt.

Og ifølge NATOs generalsekretær er Rusland således med til at forværre konflikten mellem Rusland og Ukraine, til trods for, at det internationale samfund forsøger at finde en politisk løsning.

»I stedet for at nedtrappe konflikten, fortsætter Rusland med at bidrage til en eskalering på trods af bestræbelser i det internationale samfund på at finde en politisk løsning,« siger Anders Fogh Rasmussen.

En talsmand for EUs udenrigschef, Catherine Ashton, siger, at russernes beslutning om at sende lastbilerne til Ukraine er en »klar krænkelse« af den ukrainske grænse. Og en talskvinde for NATO, Oana Lungescu, udtaler ifølge The New York Times, at NATO nu er i besiddelse af beviser, der klart peger på, at Rusland forsyner separatisterne med våben.