Der er både ris og ros til Anders Fogh Rasmussens indsats som generalsekretær for NATO.
NATO: Fredag har Anders Fogh Rasmussen sidste arbejdsdag i NATO-hovedkvarteret efter godt fem år på den svære post som generalsekretær for den 28 lande store forsvarsalliance, skriver Berlingske.
Efter et sidste møde i NATOs øverste politiske organ, Det Nordatlantiske Råd, og aflæggelsen af en krans for de faldne soldater, vil han forlade beton-komplekset i den nordøstlige del af Bruxelles.
Som »reformatoren«, der efterlader et NATO i endnu bedre form, end han modtog det. Siger han selv.
Da Anders Fogh Rasmussen satte sig ned med den nordiske presse efter NATO-topmødet i begyndelsen af september, lagde han ikke skjul på, at denne sidste store opgave var gået godt. Bevares, der var indgået kompromiser som altid, når mange lande skal blive enige. Men få topmøder havde givet så markante resultater som dette med en forsikring til de baltiske lande, et klart svar til Rusland og løfter om højere forsvarsbudgetter, mente Fogh uden at vakle det mindste i stemmen.
Om svaret til Rusland nu også er så klart, og om forsvarsbudgetterne efter mange nedskæringsår igen begynder at stige, er dog tvivlsomt, vurderer to erfarne, internationale sikkerhedspolitiske eksperter over for Berlingske. De er enige om, at Fogh Rasmussen efterlader et NATO til sin efterfølger – den tidligere norske statsminister Jens Stoltenberg - med store udfordringer. Men de er ikke enige om, hvor godt han har håndteret det svære job.
»Trods alle ordene om solidaritet, gjorde NATO-topmødet det klart, at NATO kun vil beskytte sine egne medlemmer, mens andre missioner bliver for koalitioner af de villige. NATO har ingen intentioner om hurtigt at blive engageret nye steder, da Afghanistan har givet en vis krigstræthed, ligesom det står klart, at landene ikke vil øge forsvarsbudgetterne i den nuværende økonomiske situation,« siger Judy Dempsey, der i flere årtier har fulgt global sikkerhedspolitik tæt og i dag er tilknyttet tænketanken Carnegie Europe.
De faldende forsvarsbudgetter i stort set alle NATO-lande under den økonomiske krise har gjort opgaven svær for Anders Fogh Rasmussen, og det store projekt ved tiltrædelsen i august 2009 var reformering og strømlining af NATO. NATO var ikke førsteprioriteten i de 28 medlemslande. Meget blev dog ændret, da Rusland med sin aggression i Ukraine forandrede den sikkerhedspolitiske dagsorden – også Anders Fogh Rasmussens fremfærd.
»Han blev meget åbenmundet, hvilket er højst usædvanligt for en generalsekretær. Og nogle af medlemslandene var ikke specielt glade for, hvor åbenmundet han var med sin skarpe kritik af Rusland. Nogle af hans taler rejste forventninger om, hvad NATO måtte gøre. Men når man ser på det, så har NATO reelt ikke gjort noget for Ukraine, fordi Ukraine ikke er en del af alliancen. Det er Ukraine skuffet over,« siger Judy Dempsey.
Netop Fogh Rasmussens meget hårde retorik over for Rusland har været et problem, mener Ian Kearns, der er direktør for tænketanken European Leadership Network. Ord er nemlig ikke bare ord, når man er NATOs generalsekretær. De skal vælges nøje, så man får sendt de helt rigtige signaler udadtil og er på linje med medlemslandene indadtil. Ellers mister man troværdighed.
»Min bekymring over den konfrontatoriske tone over for Rusland skyldes, at han ikke har en forenet alliance bag de udtalelser. I Moskva har man ikke været bange for, hvad Rasmussen sagde, fordi Putin har vidst, at Rasmussen gik langt længere, end kernemedlemmer i alliancen var villige til. Rusland har derimod brugt udtalelserne til hjemlig propaganda,« siger Ian Kearns.
Også udlægningen af topmødet som en stor succes, fordi det ville få sat en stopper for de faldende forsvarsbudgetter, er utroværdig ifølge Kearns. Han mener ikke, at nogen seriøse analytikere tror på, at forsvarsbudgetterne kommer op på to procent af BNP. NATO-landenes ledere har kun forpligtet sig til at prøve at nå det, og de fleste reelt kun til, at deres efterfølgere skal forsøge at nå det. I dag er det kun fire af de 28 NATO-lande, der lever op til målsætningen om at bruge to procent af BNP eller mere på forsvaret.
»Det handler igen om, hvorvidt man kan tage hans ord seriøst, så verden lytter, når det virkelig er vigtigt.«
Judy Dempsey er dog ikke enig med Ian Kearns i, at Fogh Rasmussen er gået for langt i sin retorik. Det har været nødvendigt for at få NATO-landene til at vågne op, mener hun:
»Han indledte en debat om, hvordan NATO kan gentænke sin strategi, og han har endelig fået fokus på det sikkerhedsvakuum, som de østlige medlemmer af NATO har været i, siden de kom med i NATO. Så han har løftet NATOs profil, men man må stadig spørge: Hvad nu, NATO?«
Ian Kearns roser især Fogh Rasmussen for at holde sammen på NATOs indsats i Afghanistan. Han understreger også, at man ikke kan kritisere Fogh Rasmussen for NATOs grundlæggende problem med 28 ofte meget uenige medlemslande, der skal finde en fælles vej.
»Han efterlader alliancen med elementerne til et svar på de nye udfordringer i øst. Men han forlader ikke et NATO med en klar strategi over for Rusland, og hvem der skal betale. Det skyldes dog først og fremmest splittelse i Vesten,« lyder dommen fra Ian Kearns.
