Den længe ventede debat mellem Republikanernes Donald Trump og Demokraternes Hillary Clinton er slut, og de første meningsmålinger er begyndt at tikke ind.

Den første meningsmåling på CNN efter debatten viser, at Hillary Clinton vandt debatten mod Donald Trump stort.

62 procent svarer, at de synes, at Clinton vandt. Kun 27 procent svarer, at de synes, at Donald Trump overordnet set var den bedste debattør på scenen.

Den ophedede debat var fyldt med personangreb og spekulative ytringer fra de to kandidater.

Clinton gav sine bud på, hvorfor Trump ikke vil offentliggøre sine skattepapirer.

Trump påstod blandt andet, at Clinton stod bag konspirationsteorier om præsident Barack Obamas ophav.

Men de to diskuterede også den amerikanske økonomi. Begge havde de forskellige bud på, hvordan økonomien skal reformeres. Trump snakkede om skattelettelser for virksomhederne, mens Clinton forsøgte at skyde huller i Trumps plan.

Tilsyneladende virkede Clintons strategi. I hvert fald svarer 51 procent i meningsmålingen fra CNN, at de mener, at Clinton vandt. Det er ellers ifølge CNN et område, hvor Trump var favorit til at fremstå stærkest.

47 procent siger, at Donald Trump var stærkest på økonomi.

Også når det kommer til udenrigspolitik, svarer et flertal, at Clinton var den bedste debattør natten til tirsdag.

62 procent siger, at Hillary Clinton vandt debatten om udenrigspolitik. 35 procent svarer, at Donald Trump klarede debatten om udenrigspolitik bedst.

Der resterer to debatter mellem de to store partiers præsidentkandidater. Donald Trump og Hillary Clinton møder hinanden 9. oktober og 19. oktober.

Præsidentvalget i USA finder sted 8. november.

/ritzau/