»Der er ingen vindere i krig, kun ofre.«

Som havde hun forudset, hvad der kunne ske, skrev tyrkiske Gülşen Bahadır for otte dage siden en længere besked på sin Facebook-profil, hvori hun opfordrede til kærlighed, ikke til krig.

Da hun tirsdag tog på arbejde i Atatürk Lufthavnen i Istanbul, havde hun ingen idé om, hvor sande hendes ord ville blive. Eller at hun selv ville blive et af ofrene.

Sammen med 41 andre uskyldige mennesker mistede hun livet, da tre selvmordsterrorister angreb lufthavnen. Hun blev blot 28 år.

Onsdag måtte hendes familie for tidligt tage afsked med hende, da hun blev kørt væk i kisten. Med tårene løbene ned ad kinderne, lænede hendes bedstefar sig frem og gav kisten et sidste kys, mens hendes mor Fahriye Bahadır ifølge nyhedsbureauet AP ikke kunne holde spørgsmålet tilbage:

»Hvad har min datter nogensinde gjort dem?«

Artiklen fortsætter under billedet.

Gulsen Bahadirs mor sørger over tabet af sin datter.
Gulsen Bahadirs mor sørger over tabet af sin datter. Foto: BULENT KILIC
Vis mere

Blot syv dage før Gülşen Bahadır blev ramt af en af terroristernes kugler og kørt med udrykning til hospitalet i et forsøg på at redde hendes liv, havde hun skrevet en længere besked på Facebook. En besked, hvori hun slog fast, at hun ikke mente, at krig og kampe ville føre til nogen resultater.

»Aldrig i mit liv har jeg kæmpet, aldrig. Ikke for de ting, jeg gerne ville, ikke for mig selv, ikke for mine kære, ikke for de ting, som livet har nægtet mig, ikke når jeg blev mødt af uretfærdighed,« begyndte hun sin besked ifølge AP.

»Jeg har ikke taget dette valg på grund af, at jeg manglede styrken, men fordi jeg vælger ikke at gøre det. I stedet vælger jeg at stå imod, fordi jeg ikke mener, konflikter fører til nogen resultater,« tilføjede hun, før hun slog fast:

»Der er ingen vindere i krig, kun ofre. De er de eneste, der er tilbage, de eneste, der bliver husket.«

Nu er hun selv blevet et af ofrene.

Artiklen fortsætter under billedet.

En ven siger et sidste farvel, før kisten med Gulsen Bahadir bliver kørt væk.
En ven siger et sidste farvel, før kisten med Gulsen Bahadir bliver kørt væk. Foto: OSMAN ORSAL
Vis mere

Lægerne på hospitalet forsøgte, men hendes liv stod ikke til at redde.

Selv sluttede Gülşen Bahadır sin besked af med at takke for sit liv:

»Jeg modstår, jeg elsker, jeg accepterer, og jeg takker for hele mit liv.«

Sent onsdag aften forlød det, at antallet af dræbte var steget fra 41 til 42, da en af de sårede fra angrebet mistede livet på hospitalet. Blandt de dræbte er 29 tyrkere, fem saudiarabere, to irakere, en kineser, en jordaner, en tuneser, en usbeker, en ukrainer og en iraner.

109 af de sårede er udskrevet, mens 41 mennesker endnu modtager intensiv behandling, oplyser den tyrkiske sundhedsminister ifølge Ritzau.

Istanbuls Atatürk lufthavn er den tredjestørste i Europa med mere end 60 millioner passagerer om året.

Tyrkiske Gulsen Bahadir blev blot 28 år.
Tyrkiske Gulsen Bahadir blev blot 28 år. Foto: Privatfoto
Vis mere