Terroristernes værste mareridt er, hvis vi bliver ligeglade med dem. Så opnår de nemlig ingenting, lyder det fra krisepsykologer, som mener, det er positivt, at vi hurtig vender tilbage til hverdagen igen efter et angreb og mister interessen for at læse om det.

Da billederne fra Spanien torsdag aften begyndte at rulle over tv-skærmene fra endnu et terrorangreb, blev vi rystede, bange og vrede.

14 mennesker mistede livet og omkring 100 blev kvæstede, da en varevogn torsdag eftermiddag pludselig pløjede gennem en menneskemændge på den populære gågade La Rambla i det centrale Barcelona.

Hvordan kunne nogle være så hjerteløse og dræbe uskyldige mennesker på den måde?

Men allerede dagen derpå er det blevet hverdag igen.

Mindre end 24 timer efter angrebet går catalaner og turister igen på gaden i den spanske storby på vej på job, i butikker eller på restaurant, og vi, som er på sikker afstand af begivenhederne, mister hurtigt interessen for at følge med i sidste nye. Facebook svømmer ikke over af statusopdateringer med flag, lys eller sympati for ofrene, og vi sidder ikke klinet til skærmen for at følge med, som vi gjorde efter eksempelvis 11. september eller sidste års angreb i Nice.

Er vi blevet kolde og kyniske eller immune overfor verdens ulykker, når vi allerede dagen efter igen begynder at rase over det elendige sommervejr, en DR-direktørs gyldne håndtryk eller prins Henriks begravelsesønsker?

Nej, tværtimod lyder det fra to krisepsykologer, BT har talt med.

Det er nemlig en helt naturlig reaktion og i virkeligheden vores vigtigste våben i bekæmpelsen af terror, siger de samstemmende.

Pskykolog Keld Molin forklarer, at det blandt andet skyldes, at det - desværre - ikke er første gang, vi hører om et køretøj, der mejer uskyldige ofre ned i en europæiske storby.

»Det er desværre velkendt. Det er ikke spektakulært længere. Det er ikke noget nyt.«

Keld Molin har speciale i krisepsykologi og har skrevet en bog om terrorisme.

»Det kan virke kynisk, men hjernen reagerer på nye ting. Når noget er velkendt og noget, vi har set før, så er det en helt anden reaktion, og så bliver vi heller ikke oprørte på samme måde. Vi er dygtige til at tilpasse os og vender hurtigt tilbage til den verden, vi kender,« siger han.

Psykolog Henrik Lyng fra Center for Beredskabspsykologi mener også, det er positivt, at vi, som ikke var på stedet og heller ikke kender nogen, der er ramt af angrebet, hurtigt mister interessen for det.

»Hverdagen er det, der gør os trygge, og det er positivt, når vi ret hurtigt ryster det af os og fortsætter vores hverdag,« siger han og forklarer hvorfor:

»Terroristerne er interesserede i at få en masse opmærksomhed, og hvis de ikke får det, så har deres angreb ikke den effekt, som de ønsker.«

Og ifølge Keld Molin er der ingen grund til at have dårlig samvittighed over, at man ikke orker at høre mere om terror. Vores ligegyldighed over for dem er nemlig vores vigtigste våben i bekæmpelsen af dem.

»De når ikke deres mål denne gang. De får ikke den samme effekt, som man gjorde tidligere ved de første angreb. De får ikke meget ud af det,« siger han.

»Det bedste, vi kan gøre, er at komme tilbage til normaliteten. Terroristerne vil ødelægge vores samfund, men vi kan gøre lige præcis det modsatte: Sørge for, at samfundets hjul bliver ved med at trille af sted. Vi skal hurtigt tilbage til dagligdagen.«

Selv om vi hurtigere får nok af at læse og høre om terrorangreb efterhånden, som det ligner noget, vi har set før, så mener psykologerne dog ikke, at vi ikke bekymrer os.

»Vi bliver aldrig immune. Folk i Jerusalem er jo heller ikke immune overfor det, der sker i deres by, men de ved godt, hvornår man skal gå ud, og hvornår man skal blive hjemme,« siger Henrik Lyng og opfordrer os alle sammen til at leve videre som vi plejer - samtidig med, at vi bliver mere opmærksomme på mistænkelige ting, når vi bevæger os rundt os.

»Man kan ikke tale om immunitet, men vi finder vores vej gennem det. Vi finder en måde at eksistere på. Vi tilpasser os nogle ændrede forhold, og det er jo også det, vi skal gøre her: Når vi rejser rundt i Europa, skal vi se og godt for og tænke os om. Vi skal være mere opmærksomme, end vi skulle for 20 eller 30 år siden.«