Helt mirakuløst overlevede seks personer, da et fly tirsdag styrtede ned tæt på dets destination i Colombia. Men et kort, lykkeligt øjeblik lignede det, at det kunne have været syv.

Trods uvejr, blæst og voldsom regn lykkedes det tirsdag for redningsfolk at komme frem til bjergområdet nær den colombianske by Le Ceja, hvor et rutefly var styrtet ned.

Bare fem kilometer fra landingsbanen i lufthavnen i Medellín.

77 passagerer og besætningsmedlemmer havde været om bord på flyet, da folkene i kontroltårnet kunne se, at flyet af endnu uvisse årsager pludselig begyndte at cirkulere i luften, før det pludselig forsvandt fra radaren.

Blandt passagererne var næsten alle spillerne fra den brasilianske fodboldklub Chapecoense. De var alle på vej til Medellín, hvor de skulle spille finale mod det colombianske hold Atlético National i turneringen Copa Sudamericana - der er den sydamerikanske pendant til Europa League.

En af spillerne var målmanden Marcos Danilo. Da redningsfolkene nåede frem til vragresterne, fandt de ham i live. Det samme var seks andre også. Det skriver Inside Edition.

I begyndelsen lignede det, at han kunne overleve sine skader. Han blev bragt på hospitalet, hvor han nåede at ringe til sin hustru fra en hospitalsseng.

Men kort tid efter måtte han bukke under for sine kvæstelser.

Han blev 31 år. Han efterlader sig ifølge Inside Edition sin hustru og et barn.

Det var første gang, at Chapecoense - en lille klub fra den sydlige by Chapeco - havde nået finalen i en stor sydamerikansk klubturnering. Derfor havde spillerne også filmet sig selv, mens de glade stod og ventede i lufthavnen. De smilede, jokede, pjattede sammen.

Få af klubbens spillere blev tilbage i Brasilien. Og kunne følge med i, at navnene på deres holdkammerater blev læst op som værende blandt de omkomne.

'Fuldkommen fortvivlelse i omklædningsrummet', skrev klubben blandt andet på Twitter.

Seks overlevede i alt tragedien. 71 mistede livet.

I begyndelsen forlød det, at 81 mennesker havde været om bord på flyet, men tallet er siden skåret ned til 77, da fire aldrig steg om bord på flyet.

Blandt de seks overlevende er fodboldspillerne Jakson Follmann, Helio Hermito Zampier Neto og Alan Ruschel, mens også journalisten Rafael Henzel Valmorbida og besætningsmedlemmerne Ximena Suárez og Erwin Tumiri overlevede.

Den 24-årige brasilianske målmand Jakson Follmann har ifølge en talsmand for klubben fået amputeret sit højre ben. Det skriver den colombianske radiostation RCN.

Så glade var fodboldholdet i lufthavnen inden afrejse:

Efter flystyrtet er al fodbold i Sydamerika blevet aflyst på ubestemt tid, og Brasiliens præsident Michel Teme har erklæret tre dages landesorg.

Nu skal blandt andet flyets to sorte bokse hjælpe myndighederne til at give svar på, hvorfor flyet styrtede ned.

Direktøren for Colombias civile luftfartsmyndighed, Alfredo Bocanegra, oplyser, at selv om en foreløbig undersøgelse peger på en elektrisk fejl, så er muligheden for, at flyet løb tør for brændstof ikke blevet udelukket.

Flyet var kun fem kilometer fra lufthavnen i Medellín, da det styrtede ned.