Der er ikke kun sagen om den skuddræbte teenager Michael Brown, der får FNs torturkomité til at kritisere USAs forhold til politibrutalitet. FN henviser til flere sager, der viser, at USA gør for lidt for at forhindre politivold.

FN: FNs torturkomité har fredag i en rapport opfordret USA til at indlede grundige undersøgelser af sager om politibrutalitet og nedskydninger af sorte, ubevæbnede amerikanere.

Komitéen, der har hovedsæde i den schweiziske by Genève, er bekymret over magtmisbrug mod minoriteter og en øget militarisering af politiet, og i det hele taget er FN-rapporten meget kritisk over for USAs manglende indsats mod politivold, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Rapporten kommer samme uge, som optøjer er brudt ud i flere amerikanske byer i forbindelse med beslutningen om ikke at rejse tiltale mod den politimand, der skød og dræbte den sorte teenager Michael Brown i byen Ferguson i august. Derudover er en 12-årig dreng, som viftede med en splatterpistol, ligeledes blevet skuddræbt af hvide betjente i den forgangne uge.

Rapporten henviser også til flere tilfælde, hvor politiet har løsnet skud mod eller forfulgt ubevæbnede, sorte mennesker med dødelig udgang. Komitéen kritiserer desuden, at politiet ved flere lejligheder har brugt elektrochokvåben mod ubevæbnede mennesker, der har modsat sig anholdelse - blandt andet ved to nylige tilfælde i staterne Florida og Illinois.

»Elektrochokvåben skal udelukkende bruges i ekstreme situationer for at forhindre drab eller alvorlige skader,« står der i rapporten.

Siden 2009 har USA påbegyndt 20 efterforskninger efter meldinger om politiovergreb, oplyser den amerikanske delegation i Genève ifølge Reuters. I det tidsrum er flere end 330 politifolk blevet retsforfulgt på grund af beskyldninger om brutalitet, men torturkomitéen mener ikke, man har tilstrækkelig adgang til sagernes udfald.

Rapporten retter også skarp kritik af USAs forhold i fængsler, hvor for mange fanger voldtages, gravide kvinder lægges i jerngreb og fanger isoleres for ofte. Desuden fordømmer torturkomitéen den »ulidelige smerte«, der er blevet påført dødsdømte fanger under mislykkede henrettelser.