FNs Sikkerhedsråd stemmer om Syrien
Lørdag mødes FNs Sikkerhedsråd for at stemme om, hvad der skal ske i Syrien.
Lørdag mødes FNs Sikkerhedsråd for at stemme om, hvad der skal ske i Syrien.
Situationen i Syrien har længe bølget frem og tilbage. Ikke bare i landet, men også hos FN. Men lørdag skal Sikkerhedsrådet stemme om, hvad der er fremtidsplanen for det konflikthærgede land, skriver Reuters.
Det er et europæisk-arabisk udkast, der skal stemmes om, hvor præsident Bashar al-Assad opfordres til at forlade magten. Det fortæller en anonym diplomat fra Sikkerhedsrådet til Reuters.
- Vi skal mødes for at stemme i morgen, forklarede han fredag.
Det er endnu usikkert, om Rusland stemmer for, imod eller vælger at nedlægge veto mod resolutionen. Sidstnævnte truede landet med torsdag, fordi der indtil videre har været stor utilfredshed med det udkast, som er kommet fra Den Arabiske Liga, hvor det var et krav, at præsident Bashar al-Assad går af, og vicepræsidenten danner en overgangsregering.
Derfor er de restriktive formuleringer blevet ændret en smule, og Rusland havde tilmed lovet at komme med deres udkast til ændringer, men det er endnu ikke dukket op.
Landenes repræsentanter mødes kl. 15 dansk tid.
BNB