Russiske og syriske fly bomber et større hospital i Aleppo, og syriske soldater fortsætter landoffensiv.

New York. FN's generalsekretær, Ban Ki-moon siger, at de krigsparter, der bruger "stadig mere destruktive våben" i Aleppo, begår krigsforbrydelser.

Han omtaler den syriske by som noget, der er værre end et slagtehus.

Russiske og syriske fly angreb tidligere onsdag et større hospital i Aleppo, oplyser hospitalsarbejdere.

Samtidig har syriske regeringsstyrker intensiveret deres landoffensiv mod de bydele, der er under oprørernes kontrol.

Kampene om Aleppo tager i stigende grad karakter af et afgørende moment i den mere end fem år lange borgerkrig i Syrien.

I sidste uge brød en våbenhvile i Syrien, der var forhandlet mellem USA og Rusland, sammen.

/ritzau/Reuters