Størrelse og kvalitet taget i betragtning tyder det på, at »etablerede terrorgrupper« kan stå bag nogle af de seneste bombeattentater i Syrien, vurderer FNs generalsekretær.

Tager man et nærmere kig på de bombeattentater, der på det seneste har fundet sted i Syrien, indikerer bombernes størrelse og kvalitet, at »etablerede terrorgrupper« kan stå bag.

Sådan skriver FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, i sin rapport til Sikkerhedsrådet om de fremskridt, eller mangel på samme, der er sket i Syrien.

Det skriver Reuters.

- Den generelle situation i Syrien er stadig meget alvorlig, og der er kun sket små fremskridt på nogle få områder, skriver Ban Ki-moon.

- Der er en vedvarende krise, som er karakteriseret ved regelmæssig vold, forværrede humanitære forhold, krænkelser af menneskerettighederne og fortsat politisk konfrontation, tilføjer han.

FNs Sikkerhedsråd vil på onsdag diskutere rapporten med blandt andre den internationale fredsmægler Kofi Annan, som snart besøger Syrien for at diskutere manglen på væsentlige fremskridt i forhold til gennemførelsen af sin fredsplan.

I sin rapport bekræfter Ban Ki-moon, at der har været en stigning i antallet af bombeattentater i Syrien, først og fremmest i Damaskus, Hama, Aleppo, Idlib og Deir al-Zor.

- Bombernes størrelse og kvalitet peger på en høj grad af ekspertise, hvilket kan indikere, at etablerede terrorgrupper står bag, skriver han, uden at specificere hvilke grupper han henviser til.

I rapporten opfordrer han ligeledes til, at ingen lande leverer våben til hverken den syriske regering eller oprørsstyrkerne.

Men på trods af opfordringen er et russisk fragtskib i øjeblikket på vej mod det konflikthærgede land med våbenforsyninger til præsidentens styrker, og det forventes at ankomme til en syrisk havn allerede i denne weekend, rapporterer TV-stationen Al Arabiya, som ifølge vestlige diplomater i New York er pålidelig.