FN suspenderer fredsmission i Syrien

De ubevæbnede FN-observatører kan ikke længere operere i Syrien på grund af den stigende vold. Mission er suspenderet, oplyser lederen, den norske general Robert Mood.

Efter mindre end to måneder suspenderer FNs observatører nu deres mission i Syrien. Gennem flere internationale nyhedsbureauet oplyser missionens leder, generalmajor Robert Mood, at de stigende vold umuliggør arbejdet for de ubevæbnede FN-observatører.

- Observatørerne vil ikke længere gennemføre patruljer. De vil forblive på deres forlægninger indtil videre, udtaler Robert Mood i en officiel udtalelse.

Han fortæller han også, at suspenderingen vil blive evalueret dagligt.

- Indsatsen vil blive genoptaget, når vi vurderer, at situationen tillader os at udføre de aktiviteter, vi er bemyndiget til, lyder det fra missionens chef.

Et enigt Sikkerhedsråd besluttede i april at sende observatørkorpset til Syrien for at overvåge den netop indgåede våbenhvile. Hverken regeringshæren eller oprørsstyrkerne har dog vist den store vilje til at respektere fredsaftalen, og inden for de seneste 10 dage er volden og myrderierne blot taget til i styrke.

Fredag udtalte general Mood, at situationen i Syrien er så grel, at de cirka 300 observatører ikke længere er i stand til at passe deres arbejde. Han understregede samtidig, at skylden ligger hos begge parter i konflikten.

- Der lader til at være en mangel på vilje til at søge en fredelig overgang. I stedet styrker man den militære indsats, lød det fra Robert Mood.

Observatørerne begyndte deres mission 29. april.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.