FN: FN er ifølge en talsmand blevet informeret om, at de 44 fredsbevarende FN-soldater, der er blevet taget til fange i det syriske område ved Golanhøjderne, er i god behold. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Troværdige kilder har forsikret FN om, at de 44 fredsbevarende soldater fra FN-observatørstyrken UNDOF, som blev taget fra deres position torsdag morgen den 28. august, er sikre og ved godt helbred,« udtaler talsmanden i en erklæring, hvoraf det også fremgår, at FN ikke har været direkte i kontakt med de tilfangetagne soldater.

FN-soldaterne opholdt sig helt tæt på den israelske grænse, da de blev taget til fange af en gruppe, menes at være den al-Qaeda-relaterede gruppe al-Nusra.

FN forhandler i øjeblikket intenst om at få soldaterne frigivet.

UNDOF-styrken har i alt 1.223 mand i området.

BNB