En jordansk pilot er taget til fange af Islamisk Stat, efter hans fly blev skudt ned over Syrien. FN opfordrer til, at han behandles ordentligt.

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, opfordrer onsdag terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) til at behandle deres seneste gidsel »humant«, skriver Reuters.

Det drejer sig om en jordansk pilot, hvis fly tidligere onsdag blev skudt ned med varmesøgende missiler over det nordøstlige Syrien, hvor IS holder til.

»Ban Ki-moon opfordrer dem til at behandle piloten i overensstemmelse med international lov,« siger FN-talsmand Stephane Dujarric ifølge Reuters.

Piloten er den første, der er blevet taget til fange i den amerikansk-ledede koalition mod Islamisk Stat, som også danske F-16-fly deltager i.

Talsmanden tilføjer, at generalsekretæren er »dybt bekymret med den fortsatte vold i landet, inklusiv brugen af tøndebomber i befolkede områder«.

Islamisk Stat oplyste tidligere onsdag, at det jordanske fly blev skudt ned med et varmesøgende missil. Billeder, som terrorbevægelsen har lagt ud på nettet, viser angiveligt den jordanske pilot blandt en gruppe IS-krigere.

De danske F-16-fly deltager ikke i missioner i syrisk luftrum, men i nabolandet Irak, hvor Islamisk Stat også vinder frem. Her er faren dog også stor. I en trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) hed det tidligere i år, at truslen fra beskydning af helikoptere og fly, der befinder sig i nærheden af kamphandlinger i Irak, er høj.

Der er fire arabiske lande med i USAs koalition mod Islamisk Stat. Foruden Jordan er det De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Saudi Arabien.