Ifølge UNHCR menes hundredvis at være omkommet ved tre skibsforlis onsdag, torsdag og fredag.

Rom: FN's flygtningeorgan UNHCR formoder, at mindst 700 migranter og flygtninge er omkommet på Middelhavet inden for de seneste syv dage ved skibsforlis.

Tallene er baseret på vidneudsagn fra overlevende, siger Carlotta Sami fra UNHCR i Rom til det tyske nyhedsbureau dpa.

Hun henviser til, at tre både forliste onsdag, torsdag og fredag.

Der savnes angiveligt omkring 550 mennesker fra en båd, der kæntrede torsdag, siger Sami.

Dertil kommer, at omkring 100 mennesker kan være fanget i skroget på et skib, der gik ned onsdag. Ved et tredje skibsforlis fredag er antallet af dødsofre uklart.

- Ofre har også fortalt om en anden savnet flygtningebåd, siger Sami.

/ritzau/dpa