Generalsekretær Ban Ki-moon opfordrer alle parter i konflikten politiske løsninger frem for voldelige metoder.

FNs Sikkerhedsråd fordømmer »på det stærkeste« Syriens morterangreb på den tyrkiske landsby Akcakale, hvor fem civile mistede livet.

To kvinder og tre børn blev dræbt under angrebet, og ni personer blev såret.

Sikkerhedsrådet kræver, at den slags »brud på international lov bliver stoppet øjeblikkeligt og ikke gentager sig«, skriver rådet i en meddelelse og opfordrer den syriske regering til at »respektere sin nabos suverænitet og territoriale integritet«.

Sjældent under Syrien-konflikten har der været bred enighed blandt Sikkerhedsrådets 15 medlemmer, men det var der i dette tilfælde. Kun Rusland mener, at Sikkerhedsrådets officielle udmelding om den seneste episode burde have været formuleret i en mindre hård tone.

FN-generalsekretær Ban Ki-moon opfordrer alle parter i konflikten til at »udvise tilbageholdenhed med brug af voldelige metoder og i stedet søge mod en politisk løsning«, siger han i en pressemeddelelse, og understreger samtidig sin bekymring over, at Syrien-konflikten har spredt sig til et naboland.

Tidligere har også NATO og USA meldt deres støtte bag Tyrkiet.

Tyrkiets efterfølgende modangreb kostede tre syriske soldater livet ved en militærpost i Syrien.

Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan, melder, at Tyrkiet ikke har intentioner om at starte en krig.

- Men Tyrkiet er i stand til at beskytte sine grænser og vil gøre gengæld, når det er nødvendigt, var torsdagens udmelding fra premierministerens nærmeste politiske rådgiver, Ibrahim Kalim, på Twitter.

Torsdag aften gik 5.000 tyrkere i protestmarch i Istanbuls gader mod yderligere angreb mod Syrien med budskaber som: »AKP (Tyrkiets regeringsparti, red.) vil have krig, folket vil have fred«.

Konflikten i Syrien har varet i halvandet år og kostet op mod 30.000 mennesker livet.