FNs Ban Ki-moon er dybt bekymret over Nordkoreas påståede missilaffyringer. Også USA følger situationen nøje.

New York: Det nordkoreanske styre skal øjeblikkeligt stoppe sine "destabiliserende handlinger" som dagens affyring af to missiler.

Det siger en talsmand for FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, efter at Nordkorea hævder at have affyret to kortrækkende ballistiske missiler ud over havet torsdag.

- Situationen på Den Koreanske Halvø er dybt bekymrende, siger talsmanden.

Ifølge det sydkoreanske forsvarsministerium fløj de to missiler 500 kilometer ud over Det Japanske Hav. De blev tilsyneladende affyret fra kystbyen Wonsan, der huser hovedkvarteret for den nordkoreanske flåde.

Det sydkoreanske forsvarsministerium mener samtidig at vide, at missilerne stammer fra den sovjet-udviklede Scud-serie.

En talsmand for Pentagon siger, at det amerikanske forsvarsministerium er klar over rapporterne om torsdagens affyring af de to missiler.

- Vi følger situationen nøje, siger talsmand Bill Urban.

Nordkorea affyrer jævnligt kortrækkende missiler, når spændingerne på Den Koreanske Halvø stiger. Noget, som især kan hidse nordkoreanerne op, er de årlige militærøvelser, som USA og Sydkorea udfører sammen.

Teknisk set er de to lande stadig i krig med Nordkorea, eftersom Koreakrigen, der varede fra 1950 til 1953, blev afsluttet med en våbenhvile i stedet for en fredsaftale.

FN udvidede for godt en uge siden sine sanktioner mod styret i Nordkorea, efter at landet 6. januar gennemførte en atomprøvesprængning. Den fjerde siden 2006.

Nordkorea har efterfølgende kaldt sanktionerne for "uretfærdige, ulovlige og umoralske".

/ritzau/Reuters