YEMEN: Den yemenitiske regering og shiamuslimske houthi-oprørere har indgået en aftale, der skal sætte en stopper for de værste kampe i årevis i hovedstaden Saana. Det bekræfter FNs særlige udsending Jamal Benomar ifølge Reuters.

Kampene, som eskalerede torsdag efter flere uger med protester og sammenstød, har været den største udfordring for landet, der med hjælp fra FN forsøger at skabe et nyt demokratisk styre, efter den tidligere leder Ali Abdullah Saleh blev tvunget fra magten i 2012.

Voldsomme kampe rasede lørdag i udkanten af Saana, og oprørerne siger, at de har kontrol over hovedkvarteret for det statslige TV.

Regeringen har indført udgangsforbud i fire områder i hovedstaden, og skolerne er blevet lukket.

BNB