Flere lande fortsætter med at sende redningshold til Nepal, selv om landets regering har medelte, at der ikke er brug for flere.

Selv om regeringen i Nepal allerede forrige mandag meddelte, at der ikke er brug for flere redningshold til at lede efter overlevende efter det voldsomme jordskælv, fortsætter lande med at sende redningshold til netop den opgave, selv om chancen for at finde overlevende er meget lille, skriver Politiken.

»Vi beder nu direkte de redningshold, der ankommer, om at tage hjem igen. Det er frustrerende, at lande sender redningshold af sted, selv om det er blevet kommunikeret klart ud, at der ikke er behov for dem,« siger Jesper Lund, der er chef for koordineringen af det internationale hjælpearbejde i FNs nødhjælpsorganisation OCHA.

Både FN og nødhjælpsorganisationer siger, at indsatsen nu skal gå på at sikre mad, vand og telte til de titusindvis af mennesker, der har mistet deres hjem.

FN kritiserer samtidig redningsholdene for at optage plads både i lufthavnen i hovedstaden og på vejene og dermed er med til at forsinke nødhjælpen i at nå ud.

FN vil nu undersøge, hvorfor så mange lande har sendt overflødige redningshold af sted, så det kan undgås ved katastrofer fremover, skriver Politiken.