Det er bekymrende, at Etiopien er største leverandør af adoptivbørn til Vesten, for i det store billede løser det ikke hverken fattigdom eller nød, mener Unicefs Patrizia DiGiovanni.

ETIOPIEN: Et enkelt land i Afrika, Etiopien, er på få år blevet verdens førende leverandør af adoptivbørn til velstillede familier i Vesten. Det skriver Politiken søndag.

- Vi er bekymret for, at der er ved at udvikle sig et marked for adoption, siger Patrizia DiGiovanni fra FNs Børneorganisation (Unicef) i Addis Abeba til Politiken.

- At eksportere børn løser ikke fattigdom og nød set med den store målestok. Problemerne skal løses hjemme i det enkelte land.

De sidste ti år har Afrika sendt over 40.000 adoptivbørn af sted til den rige verden. Etiopien alene har over fem år bortadopteret 26.100 børn og står dermed for flere adoptioner end samtlige andre afrikanske lande tilsammen.

Med 4.000-5.000 adoptioner om året er Etiopien i færd med at overhale Kina som det land i verden, der bortadopterer flest børn til udlandet.

Ifølge UNDPs statistikker over »menneskelig udvikling« er Etiopien verdens 14.-fattigste land. Af de 84 millioner indbyggere udgøres 5,2 millioner af børn, der har mistet den ene eller begge forældre, oplyser Unicef.

Ifølge tal fra det etiopiske ministerium for kvinder, unge og børn lever der 12.000 børn på i alt 149 børnehjem, hvoraf mange ifølge Politiken er finansieret direkte af adoptionsbureauer fra udlandet.

Patrizia DiGiovanni understreger, at FN ikke er imod adoption for enhver pris. Men der skal være flere alternative programmer, der hjælper familierne til at beholde deres børn.

Også danske adoptivforældre henter flest børn fra Etiopien. Men hos den danske adoptionsorganisation DanAdopt, som er den ene af de to danske organisationer, der arbejder i landet, er man ikke enig i, at der adopteres for mange børn fra Etiopien.

- De fleste af de børn, der allerede er født og lever, har ikke reelle alternativer her og nu. Hvis alle organisationerne trak sig ud, døde børnene af sult, og det ville være forfærdeligt, siger DanAdopts direktør, Marianne Wung-Sung til Politiken.

- For os gælder det om at holde linjen og navigere i kaos. Vi synes, det er bedre, at det er organisationer som os med en høj etisk standard, der fungerer dér, for ikke at udnytte den sårbarhed, der eksisterer i et land som Etiopien, siger hun.

BNB