EUs nedskæringsfokuserede politik forstærker krisen frem for at dæmpe den. Det konkluderer ILO, FNs arbejdsorganisation, i en ny rapport om krisen i eurozonen, ifølge Dagbladet Information
ILO advarer om, at yderligere 4,5 millioner arbejdspladser i EU er i fare for at gå tabt de nærmeste år, hvis landene i eurozonen fastholder den hidtidige nedskæringspolitik.
- Der er stadig flere tegn på, at en forlænget arbejdsmarkedsrecession kan være under udvikling, fastslår rapporten, som dermed synes at være på linje med holdningen hos Den Internationale Valutafond, IMF, der om få dage offentliggør sin nye vurdering af de økonomiske udsigter på globalt plan.
- Gennem de seneste måneder er udsigterne desværre blevet mere bekymrende. Mange indikatorer for den økonomiske udvikling - investeringer, beskæftigelse, industriproduktion - peger på en forværring. Tag ikke fejl: Dette er en global krise, udtaler IMF’s chef, Christine Lagarde.
ILO mener, at EU bør udstikke en ny kurs:
- Uden et skift i den politiske retning vil alle lande i eurozonen - både dem, der i dag er under pres, og deres mere sunde modparter - komme til at lide, advarer rapporten.ILO finder, at eurozonen reagerede nogenlunde hensigtsmæssigt i starten af krisen, »men situationen er vendt til det modsatte efter skiftet til nedskæringer«.
- Især i Grækenland, Irland og Portugal - de tre eurozonelande, som er underlagt tilpasningsprogrammer aftalt med EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond - er tabet af arbejdspladser accelereret, hedder det i rapporten, der oplyser, at 17,4 millioner europæere nu er arbejdsløse.
- Nedskæringerne har reelt resulteret i svagere økonomisk vækst, øget turbulens og en forværring af bankernes økonomi, og det har ført til yderligere tilbageholdenhed med långivning, færre investeringer og som konsekvens heraf øget tab af arbejdspladser.
FN-organisationen appellerer om et hurtigt skift i Europas krisepolitik, hvis højere arbejdsløshed og social uro skal afværges. Hans Martens, chef for Bruxelles-tænketanken European Policy Center, er enig i ILO’s kritik af nedskæringspolitikken:
- Jo længere tid der går, før folk kommer tilbage på arbejde, desto større risiko er der for social uro og dermed også politisk uro. Det burde i høj grad bekymre politikerne, siger han til Information.
BNB