De tilskadekomne efter flyhavariet lørdag i San Franciscos internationale lufthavn er under behandling på San Francisco General Hospital. De bliver ifølge nyhedsbureauet AFP behandlet for blandt andet lammelser og indre blødninger.

To kinesiske teenagepiger døde ved havariet, og 182 personer kom til skade, heraf cirka 40 med alvorlige kvæstelser.

ulykke

Lægerne fortæller, at de har set et stort antal skader i maveregionen, et stort antal skader på rygsøjle, herunder skader, der medfører lammelser. Desuden rapporteres om forskellige typer af skader på hoved, hænder og fødder.

To af de indlagte har alvorlige hudafskrabninger, der muligvis skyldes, at de er blevet slæbt hen ad asfalten under havariet.

De indlagte, der har været i stand til at tale med lægerne, fortæller, at de sad i flyets bagerste del, der knækkede sammen, da flyet ramte landingsbanen.

15-16 af de indlagte er stadig ikke ved bevidsthed, det er hovedsagligt indlagte med skader på hovedet eller alvorlige maveblødninger.

Flyet fra Asiana Airlines havde 307 personer ombord - 291 passagerer og 16 besætningsmedlemmer. Det var på vej fra Seoul i Sydkorea til San Francisco.

Hvad der gik galt ved landingen er endnu uklart, men chefen for det sydkoreanske flyselskab, der ejer det forulykkede Boeing 777 fly, afviser, at flyet havde tekniske problemer.

En af teorierne, der ifølge AFP har været fremme, er at flyet under landingen ramte et område med sten ved vandkanten, der støder op til landingsbanen. Derved blev flyets landingsudstyr angiveligt revet af, hvorved flyet knækkede, da det ramte jorden.

Flyets sorte boks med flyets data og optagelser fra cockpittet er blevet sikret og sendt til nærmere analyse.