TYSKLAND: Efter godt et døgns strejke har kabinepersonalet fra flyselskabet Lufthansa fredag genoptaget arbejdet. Men strejken har fortsat konsekvenser for driften.
Fredag aften meddeler Lufthansa, at knap 50 afgange til og fra lufthavnen i Frankfurt er aflyst. Det drejer sig primært om korte og mellemlange flyvninger, men også afgange til USA er blevet aflyst. Der er ingen flyvninger til Danmark på listen.
- Lufthansa beklager, at lønstriden bliver ført på vores kunders bekostning. Det skaber yderligere problemer for passagererne, at UFO (kabinepersonalets fagforening, red.) nedlægger arbejdet med meget kort varsel, hedder det i en officiel meddelelse fra flyselskabet.
Det vides endnu ikke, hvornår den normale drift er genoprettet. Lufthansa forventer, at passagererne kan se frem til nogle dage med aflysninger og forsinkelser.
Kabinepersonalets strejke skyldes planer om at overføre medarbejdere fra Lufthansa til en række lavprisselskaber. Arbejdsgiveren kan ikke garantere, at kabinepersonalet vil få det samme i løn hos datterselskaberne.



