Muligheden for at oprette EU-centre til flygtninge uden for Europa skabte uenighed under EUs udenrigsministres møde i Luxembourg lørdag. Centrene vil skabe kæmpe udfordringer, lyder det fra EUs udenrigspolitiske chef.

LUXEMBOURG: EUs udenrigsministre har de seneste dage drøftet flygtningesituationen, der i øjeblikket udspiller sig i Ungarn, Tyskland og Østrig.

Under mødet er muligheden for at oprette EU-flygtningecentre - såkaldte hotspots - i lande uden for EU til behandling af asylansøgninger blevet diskuteret. Det informerede EUs udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini om, på et pressemøde lørdag eftermiddag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Mens formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har opfordret til oprettelsen af modtagelsescentre tæt på krigszoner, understreger Mogherini, at det store antal af flygtninge - som formentligt vil være på centrene - vil være en kæmpe udfordring, når det gælder asylansøgninger.

»Vi kan ikke destabilisere lande, som allerede står over for enorme udfordringer, når det kommer til lejre og flygtninge. Og det ville kræve enorme ressourcer fra vores side at sætte dem (centrene, red.) op,« siger Federica Mogherini ifølge Reuters.

En revideret plan, som fremlægges for EU-Kommissionen i næste uge, forventes ifølge Reuters at fastsætte kvoter for, hvor mange asylansøgere fra Grækenland, Ungarn og Italien, EU-landene skal tage imod. Et spørgsmål, der ifølge den italienske udenrigsminister, Paolo Gentiloni, splitter EU-landene.

»Der er lande, der rejser vægge og ikke ønsker at bidrage solidarisk med indvandrere. Men vi kan ikke tillade sådan en tilgang,« siger han ifølge Reuters efter mødet og henviser til Ungarn, der angiveligt er ved at bygge et hegn ved grænsen til Serbien, som har vist sig at være den primære indgang for flygtninge, som forsøger at komme til Tyskland, Storbritannien og Sverige.

Udenrigsministrenes møde blev afsluttet dagen efter, at Tyskland og Østrig sent fredag aften besluttede at åbne deres grænser for flygtninge i Ungarn. En beslutning som har medført, at Tyskland forventer at modtage op mod 10.000 flygtninge lørdag.