En mand iklædt Ku Klux Klans karakteristiske hvide dragt og med et finsk flag i hånden. Det syn ventede omkring 40 asylansøgere, da de ankom med bus til den finske by Lahti.

Sammen med 30-40 andre demonstranter gav personen iklædt den hvide KKK-dragt torsdag aften asylansøgerne en voldsom velkomst med tilråb, da de kom til den nyetablerede flygtningelejr lige før kl. 1 natten til fredag.

En demonstrant iført en Ku Klux Klan-dragt samt 30-40 andre angreb natten til fredag en bus med asylansøgere i Lathi i Finland.
En demonstrant iført en Ku Klux Klan-dragt samt 30-40 andre angreb natten til fredag en bus med asylansøgere i Lathi i Finland. Foto: Markus Luukkonen
Vis mere

Ifølge en reporter fra Yle, som var på stedet, affyrede flere demonstranter også fyrværkeri, som eksploderede højlydt tæt på bussen.

Inde i bussen var der 10 familier med små børn iblandt. Demonstranterne skræmte flygtningene, siger Ari Saarinen, der er beredskabschef i Røde Kors i Tavastland, til Yle.

Også sikkerhedsvagter, journalister og medarbejdere fra Røde Kors blev angrebet med fyrværkeri og stenkastning. En medarbejder fra Røde Kors fik blandt andet kastet sten på størrelse med en knytnæve efter sig, skriver Yle.

Finlands statsminister Juha Sipilä tager stor afstand til angrebet på asylansøgerne.

»Trusler og vold mod asylansøgere og indvandrere må fordømmes, skriver han på Twitter.

Politiet har anholdt to af demonstranterne, og mindst en af dem har fået en bøde, ifølge Yle, som skriver, at der forventes at komme flere busser med asylansøgere i dag.

Ifølge reporteren på stedet er de fleste flygtninge, der ankom til Lahti torsdag aften, fra Irak. Reporteren fortæller også, at der fredag morgen var roligt på stedet.