Makedonsk politi har affyret tåregas og flashgranater mod migranter og flygtninge, der kræver adgang til landet fra Grækenland. Sikkerhedsstyrker er ved at rejse et metalhegn.

MAKEDONIEN: Politiet i Makedonien har lørdag affyret tåregas og flashgranater mod desperate flygtninge og migranter, der har været strandet flere dage ved den græske grænse. Det skriver Reuters.

De rejsende kræver passage til Vesteuropa, men makedonske soldater er lørdag begyndt at opføre et højt metalhegn for at holde dem ude.

Metalpæle på tre meter er blevet sat i den kolde mudrede jord. Officielle kilder beskriver det som en »forebyggende foranstaltning« for bedre at kunne styre strømmen af ??indvandrere på tværs af Balkan.

»Vi lukker ikke grænsen helt. Vi vil stadig tillade indvandrere fra krigsramte lande at passere,« siger en højtstående makedonsk embedsmand, der afviste at stå frem med navn, til Reuters.

For to uger siden begyndte Makedonien ligesom andre Balkan-lande at afvise såkaldte økonomiske migranter. Herefter har det kun været syrere, afghanere og irakere, der har fået lov til at rejse ind i landet.

Det har udløst flere dages protester fra blandt andre iranere, pakistanere og marokkanere, der er strandet på grænsen mellem Grækenland og Makedonien. Nogle iranere har syet deres læber sammen i protest.

Lørdagens uro blev udløst da en person, formentlig en marokkaner, fik stød og blev slemt forbrændt, da han kravlede op på et tog. En vred menneskemængde vendte sig mod barrikaden af makedonsk politi og begyndte at kaste med sten.

Politiet svarede med tåregas og flashgranater, der er ikke-dødelige eksplosiver, der med lys og lyd midlertidigt kan forvirre en modstander.

Antallet af indvandrere, der rejser til Europa, er steget dramatisk i år sammenlignet med 2014, selv om tilstrømningen viser tegn til at aftage, efterhånden som vinteren nærmer sig.