Der er ikke længere sammenstød mellem asylansøgere og politi på den australske ø Juleøen, hvor asylansøgere indkvarteres. Sådan lyder meldingen fra de australske udlændingemyndigheder.

Der skulle igen være nogenlunde ro på den australske ø Juleøen, hvor landet har placeret et af sine asylcentre, efter der mandag var meldinger om et decideret oprør. Det skriver BBC.

Den australske udlændingestyrelse oplyser, at alle områder igen er under »fuld og effektiv kontrol«, og styrelsen tilføjer, at det er sket via forhandling og samarbejde med de tilbageholdte.

Mandag var der meldinger om, at oprørere i asylcentret havde sat ild til dele af centret, at de havde revet hegnet ned omkring bygningen og var brudt ind i medicinafdelingen på stedet.

Den new zealandske politiker Kelvin Davis har tidligere fortalt til ABC News, at han var blevet informeret om, at de tilbageholdte asylansøgere helt havde »overtaget lejren.«

Mandag afviste de australske myndigheder først, at der var uroligheder på øen, men senere skiftede de forklaring.

Landets immigrationsminister, Peter Dutton, sagde mandag morgen dansk tid, at man var i færd med at indlede forhandlinger med oprørerne. På et pressemøde understregede han, at landet vil retsforfølge dem, hvis der har fundet kriminelle handlinger sted.

Optøjerne opstod angiveligt, efter en iransk flygtning søndag blev fundet død i lejren. Hans lig blev fundet for foden af en klippe, og flere af de tilbageholdte asylsøgere mistænker, at myndighederne på øen står bag hans død. Sagen bliver i øjeblikket efterforsket af australsk politi.

Australiens asylpolitik har vakt opsigt verden over, fordi myndighederne sender de bådmigranter, der søger asyl i landet, til øer som Juleøen, hvor de indkvarteres i asyllejre. Bliver deres ansøgning om asyl godkendt, bliver de tilbudt at komme til stillehavsøen Nauru, Papua Ny Guinea eller Cambodja. Alle lande, som Australien betaler for at modtage flygtninge. Flygtningene ser med andre ord aldrig Australiens kyster.