Et passagerfly blev splittet i tre stykker, da det gled af landingsbanen i en lufthavn nær Moskva. To personer meldes dræbt

RUSLAND: Mindst to personer mistede livet, da et passagerfly lørdag eftermiddag forulykkede under landingen i Vnukovo-lufthavnen uden for Moskva.

Flyet fra selskabet Red Wings gled ifølge flere russiske nyhedsmedier af landingsbanen og ramte en motorvej uden for lufthavnsområdet.

- Efter en hård landing blev flyet splittet i tre dele, siger en talskvinde for lufthavnen, Yelena Krylova, ifølge Reuters i et TV-interview.

Det vides ikke præcis, hvor mange personer der var om bord på flyet, et Tupolev Tu-204, som tidligere på dagen var lettet fra en lufthavn i Tjekkiet.

Ifølge Vnukovo-lufthavnens oplysninger var der kun 11 besætningsmedlemmer på flyet, der har plads til 210 passagerer. Det russiske beredskabsministerium meddeler, at der var 12 ombordværende på flyet, da det styrtede ned.