Et lille fly kolliderede den 20. april med en hvidhovedet havørn nord for Anchorage, som er den største by i Alaska. Flyet styrtede ned og begyndte at brænde.

Ombord i flyet var fire personer - to piloter og to passagerer. Alle fire omkom. Det skriver Los Angeles Times, som citerer nyhedsbureauet Associated Press.

Det er første gang, at en kollision med en ørn resulterer i dødsfald i USA, fortæller Shaun Williams, som er talsmand for den amerikanske havarikommision. Tidligere har kollision med ørne resulteret i voldsomme kvæstelser, men ikke dødsfald.

I første omgang var man usikker på, hvad der fik flyet til at styrte ned, men i forbindelse med undersøgelsen fandt man en ukendt substans, som blev sendt til Smithsonian Institute i Washington DC, som kunne identificere substansen som fjer og andre dele af en ung hvidhovedet havørn.

Den hvidhovede havørn findes kun i Nordamerika og er USAs nationalfugl. Den optræder blandt andet i den amerikanske præsidents segl.

Ørnen kan blive op til en meter fra hoved til hale og kan have et vingefang på helt op til to og en halv meter. Den er let genkendelig på grund af sit hvide hoved og hals.