En beruset mand skabte panik på et Virgin Australia passagerfly på vej til Bali fredag formiddag dansk tid.

Manden forsøgte at tvinge sig sig ind i cockpittet, og det opfattede piloten som en kapring. 

Det fortæller den australske avis The Sydney Morning Herald.

Flyet blev tvunget til at lande i Ngurah Rai Airport i hovedbyen Denpasar på den populære ferieø Bali.

Alle passagerer er i god behold og er blevet evakueret fra flyet.

Flyet var på vej fra Brisbane i Australien til Denpasar. Virgin Australia er Australiens næststørste flyselskab, og netop Bali er kendt som et yndet feriemål blandt australske turister.

Der er endnu ingen oplysninger om, hvor mange passagerer der var om bord, ligesom det ikke er klart, hvem der stod bag den ulovlige indtrængen i cockpittet.

En talsmand for de indonesiske myndigheder siger til Sky News, at kaptajnen slog alarm om en flykapring efter en passager forsøgte at trænge ind i cockpittet.

Senere afviste en talsmand for flyselskabet dog, at der på noget tidspunkt havde været tale om en flykapring. Han omtalte episoden som en 'misforståelse'.

BNB