Et schweizisk kampfly er mandag forsvundet sammen med en enkelt pilot, oplyser det schweiziske forsvarsministerie til Reuters.
Mandag kl. 14.30 forsvandt et schweizisk jagerfly af typen F/A-18C fra radaren. Det skete tæt på byen Susten i det centrale Schweiz, fortæller det schweiziske forsvarsministerie. Flyet er bygget af den amerikanske virksomhed McDonnell Douglas, der er et datterselskab til Boeing.
Piloten var på øvelse sammen med et andet fly, men vejrforholdene skulle have været så dårlige, at de ikke kunne se hinanden. Således skulle der have ligget en tåge i 1000 meters højde. Piloten af det andet fly lagde derfor ikke mærke til, at det ene fly skulle være forsvundet, skriver det belgiske medie Neue Zürcher Zeitung.
Selvom radiokontakten blev tabt, har det schweiziske militær dog modtaget nogle signaler, de kigger på. De kan stadig ikke sige, om signalerne stammer fra enheder i flyet, katapultsædet eller piloten selv. Dog har signalerne givet mulighed for at indsnævre området, hvor de leder efter piloten. Desværre er vejrforholdene ikke til, at der kan flyves over området på nuværende tidspunkt.
Alligevel er eftersøgningen i fuld gang. Aldo Schellenberg, kommandant ved det schweiziske luftvåben, fortæller ved et pressemøde, at eftersøgningen lige nu foretages til fods. Den har været igang siden kl. 16.01.
Det er tredje gang, et F/A-18 fly styrter ned indenfor de seneste tre år. I oktober 2013 styrtede et schweizisk to-personers fly ned i Lopper-området i Alpnachstad i Schweiz. Her omkom begge de to piloter ombord på flyet. I oktober 2015 styrtede endnu schweizisk F/A-18 fly ned. Det skete under en træningsøvelse i det østlige Frankrig. Her nåede piloten dog at skyde sig ud, og han slap uskadt.