Myndighederne har endnu ikke identificeret myg, som er bærere af virusset, men andre smittekilder afvises.

Miami. Sundhedsmyndighederne i Florida meddelte fredag, at de har registreret de første tegn på tilfælde af lokal smitteoverføring af det myggebårne Zika-virus i det kontinentale USA, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Myndighederne har endnu ikke identificeret myg, som er bærere af virusset, men delstaten har udelukket andre mulige smittekilder.

Der er tale om fire tilfælde.

- En kvinde og tre mænd er ramt, siger Floridas guvernør, Rick Scott.

- De er formentligt blev smittet ved myggestik, siger Scott.

Myndighederne har endnu ikke identificeret myg, som er bærere af virusset, men delstaten har udelukket andre mulige smittekilder.

Sundhedsmyndighederne i USA har i måneder advaret om, at myg i sommersæsonen sandsynligvis ville medføre lokale udbrud. Advarslerne gælder ikke kun Florida, men også delstaterne Texas og Louisiana.

Der blev torsdag indrapporteret fire formodede tilfælde.

- Beviserne hober sig op, og det tyder på, at der sker lokal overførsel af zikavirus via myg i det sydlige Florida, sagde talsmand Tom Skinner fra Center for Sygdomsforebyggelse (CDC) til Reuters torsdag.

Efter alt at dømme kan de kun være blevet smittet af myg i Florida.

- Disse tilfælde bærer lighed med den måde, som myg smitter med andre sygdomme i Sydflorida, siger Tom Skinner.

Myndighederne er i gang med at undersøge de smittedes naboer i en radius af 150 meter. Det er nemlig denne afstand, som zika-myggen typisk bevæger sig inden for.

Ifølge den amerikanske plan for bekæmpelse af zikavirusset defineres en lokal zika-overførsel ved, at der er to eller flere, der bliver smittet inden for en mils afstand af hinanden i en periode på en måned.

Har en smittet været ude at rejse eller haft sex med en smittet person i perioden, tæller vedkommende ikke med

Borgere og turister i Florida er blevet opfordret til at indlevere urinprøver i bestemte dele af delstaten, så myndighederne kan fastslå omfanget af zika-spredning.

Florida melder, at det har 328 tilfælde af rejserelateret zikavirus.

Amerikanske sundhedsmyndigheder har tidligere slået fast, at der ikke hersker nogen tvivl om, at det myggebårne virus er årsag til medfødte misdannelser hos fostre.

Det gælder eksempelvis mikrokefali, hvor børn kommer til verden med unormalt små kranier og derfor kan udvikle hjerneskader.

Udbruddet af Zika blev først opdaget i Brasilien sidste år, hvorved der blev slået global alarm.

I Brasilien er der registreret 1600 tilfælde af mikrokefali, som sættes i forbindelse med Zikainfektion hos gravide kvinder.

/ritzau/Reuters