Flere voldelige sammenstød i Belfast

Ni nordiske politibetjente blev såret, da de blev overdænget med sten og brandbomber fra en menneskemængde på op mod 300 personer.

NORDIRLAND: Voldelige sammenstød fortsatte lørdag for tredje dag i træk i den nordirske hovedstad Belfast, efter protestantiske unionstilhængere tidligere på dagen havde demonstreret mod det katolskdominerede byråds beslutning om at indskrænke flagningen med det britiske flag på byens rådhus. Det oplyser Sky News.

Demonstrationen i sig selv forløb fredeligt, men da katolikker og protestanter efterfølgende stødte sammen, opstod der ballade.

Op mod 300 mennesker gik således til angreb på de kampklædte betjente, der måtte bruge vandkanoner for at få dæmpet optøjerne, og kastede med blandt andet sten og brandbomber. Ni betjente blev såret.

Det nordirske politi anholdt adskillige personer, heriblandt en 38-årig mand for at affyre skud. Han er nu under mistanke for drabsforsøg.

De seneste uroligheder i Nordirland skyldes Belfast byråds beslutning om at indskrænke flagningen med det britiske flag, Union Jack, på rådhuset i byen. De protestantiske unionstilhængere ser forslaget som en provokation fra katolikkerne, der vil forene de seks nordirske grevskaber med resten af den irske republik.

Torsdag blev 10 politibetjente ligeledes såret under voldelige demonstrationer i byen.