Halvt ædt af øgler og hængende fra et træ, blev liget af 30-årige Elise Dallemange d. 27 maj fundet på den thailandske ferieø Koh Tao.

Over for Elise Dallemanges mor, Michele, hævdede det thailandske politi, at der var tale om et selvmord – en forklaring, som hun har nægtet at acceptere.

Det skriver The Sun.

Moderen mener, at hendes datter har været udsat for en forbrydelse med døden til følge, og hun har siden nyheden om datterens død stillet spørgsmålstegn ved politiets arbejde og presset dem til at efterforske sagen yderligere.

»Jeg tror ikke på det, politiet har fortalt os. Vi frygter, at nogen har været involveret (i hendes død, red.). Vi begynder mere og mere at tro, at den information politiet har givet os, er forkert,« siger moderen.

Og nu er der godt nyt for den fortvivlede mor.

Det thailandske politi har nemlig valgt at genåbne Elise Dallemanges sag og oplyser nu, at der kan være tale om en forbrydelse.

»Politiet vil fortsætte med at kigge efter nye beviser, fordi det var en unaturlig død, men vi har endnu ikke fundet nogen,« udtaler Preecha Kladsawad fra det thailandske politi.

Ifølge Elise Dallemanges mor er det stærkt usandsynligt, at datteren skulle have begået selvmord. Blandt andet havde datteren bestilt flybilletter hjem til Belgien, ligesom der ikke blevet fundet noget selvmordsbrev ved liget. Og så havde hun kort tid inden datterens død talt med hende, uden at noget lod til at være galt.

Moderen kritiserer derudover politiet for ikke at havde sendt billeder af sin døde datter, hvilket ellers er normal procedure. Hun har nu allieret sig med en tysk efterforsker for at komme til bunds i sagen.

Fundet af et lig på Koh Tao er langt fra enestående - således er syv turister de seneste tre år nu blevet fundet døde, og flere af dødsfaldende har været omgivet af stor mystik.

I 2014 blev to engelske turister dræbt, da de var på vej tilbage til deres hotel. Kvinden, 23-årige Hannah Witheridge, blev fundet voldtaget og dræbt, og manden David Miller, blev ligeledes fundet dræbt.

Året efter i 2015 døde Christina Annesley på 23 år. Dødsårsagen blev anslået til, at hun havde taget antibiotika og alkohol på samme tid, fordi hun havde en infektion i brystet.