ISRAEL: Raketter affyret fra Libanon ramte for anden dag i træk Israel, som besvarede beskydningen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge det israelske militær ramte mindst to raketter fra Libanon ubeboede områder nord for Nahariya, der ligger tæt ved grænsen til Libanon. Der var umiddelbart ingen meldinger om sårede eller dræbte.

Der har jævnligt været ildudveksling på tværs af grænsen mellem de to lande. I december fremprovokerede et raketangreb rettet mod det nordlige Israel fra Libanon et modangreb i området, der ellers har været relativt stille siden krigen i 2006.

Israels militær var allerede inden angrebet fra Libanon i højeste beredskab, da konflikten med palæstinenserne er blusset op efter drabene på tre israelske teenagere og et gengældelsesdrab på en ung palæstinenser.

Den palæstinensiske Hamas-bevægelse hævder at stå bag raketaffyringen fra Libanon. Det er dog ifølge Reuters uklart, hvilken tilstedeværelse gruppen har der.

BNB