Redningsmandskab har fundet 86 lig i ruinerne af en landsby i Guatemala, der blev begravet under et omfattende jordskred. Flere hundrede mennesker savnes.

GUATEMALA: Dødstallet fortsætter med at stige, efterhånden som redningsmandskab få gravet sig gennem jordmasserne, der natten til fredag dansk tid udslettede landsbyen El Cambray i Guatemala.

Foreløbig har man bjærget 86 lig, men lokale myndigheder anslår, at flere hundrede mennesker savnes og frygtes omkommet, skriver CNN.

»Det tal, vi bruger om de potentielt savnede - og jeg understreger, at der er tale om et skøn - er 600 personer,« siger Alejandro Maldonado, leder af den nationale katastrofebegrænsning, til TV-stationen.

Han understreger, at mange beboere i El Cambray ignorerede myndighedernes opfordring til at lade sig evakuere, da de træklædte bakker omkring landsbyen truede med at kollapse efter flere dages voldsom regn.

48-årige Ana Maria Escobar flyttede fra landsbyen, der ligger ti kilometer øst for hovedstaden Guatemala City, for et år siden. Hun er vendt hjem for at lede efter sine pårørende, hvoraf 21 fortsat savnes.

»Det er det værste, der nogensinde er sket for os. Foreløbig har vi kun fundet min svigerinde,« siger hun til Reuters reporter på stedet.

18-årige Gaby Ramirez leder efter sin bror, der formentlig ligger begravet i ruinerne af et hus, hvor han var på besøg.

»Jeg regner ikke med at finde ham i live, men jeg håber at finde hans liv, så vi kan begrave ham,« siger hun.

Nogle af husene i El Cambray er begrabet under 15 meter jord. Blandt de omkomne, som man har formået at grave fri, er 17 børn.