Indbyggerne er blevet rådet til at bevæge sig væk fra kysterne, mens »knæhøje bølger« tilsyneladende rammer strandene.
En forventet flere meter høj flodbølge, der var på vej mod den amerikanske stillehavsstat Hawaii, er tilsyneladende aftaget i styrke på vej til kysten.
Ifølge en lokal tv-station er der tale om »knæhøje bølger«, efter et jordskælv, der ramte ud for Canadas vestkyst lørdag aften lokal tid, søndag morgen udløste et tsunamivarsel. Ifølge Reuters var den ventet at ramme øgruppen Hawaii omkring klokken 22.30 lokal tid, 9.30 dansk tid, men flere live-TV-billeder fra øgruppen viser, at de helt store bølger tilsyneladende i første omgang udebliver.
Myndighederne har dog opfordret indbyggere, der bor langs øgruppens kyster, til at bevæge sig længere ind i landet, da det var ventet, at bølgerne kunne blive over to meter høje, og sirener advarede om den forestående, potentielle fare. Desuden er der ifølge en lokal tv-station meldinger om aflyste fly fra øgruppen, og tsunamivarslen opretholdes fortsat.
Jordskælvet lørdag aften nåede 7,7 på richterskalaen og havde epicenter ved nogle øer i Stillehavet i den canadiske provins British Columbia, oplyste USAs geologiske overvågningscenter tidligere, og der kan fortsat være bølger på vej.
- Det er ikke bare én bølge, det er en række af bølger, sagde geofysiker Gerard Fryer fra Stillehavets tsunami-advarselscenter tidligere til CNN.
- Vi anbefaler evakuering af kysterne.
Oprindeligt blev der kun udstedt tsunamivarsel for et område ud for Canadas vestkyst, men senere søndag morgen dansk tid blev varslet altså udvidet til også at gælde for Hawaii.
Der er ingen meldinger om ødelæggelser eller sårede efter jordskælvet, lige som der heller ikke er meldinger om skade i forbindelse med tsunamien.



