Gummibåd begyndte at tage vand ind, da en af siderne blev flænset, fortæller overlevende. 97 migranter savnes.

Tripoli. Flere end 90 personer savnes, efter at en båd med migranter onsdag er forlist i Middelhavet ud for kysten i det vestlige Libyen.

Det oplyser en talsmand for kystvagten i det nordafrikanske land ifølge nyhedsbureauet Reuters.

29 personer er blevet reddet op af vandet i live cirka 40 kilometer fra kysten.

De overlevende har fortalt, at der befandt sig i alt 126 personer i gummibåden, som begyndte at tage vand ind, da en af siderne blev flænset.

- Fordi båden var overfyldt, blev en af siderne ødelagt, og vand begyndte at sive ind, siger talsmand Ayoub Qassem fra kystvagten.

- 97 ulovlige migranter savnes fortsat eller er druknet, tilføjer han.

Nye tal viste onsdag, at mindst 3740 mennesker er omkommet eller meldt forsvundet i Middelhavets bølger i år.

I hele 2015 mistede 3771 mennesker livet på den farefulde rejse. Frygten er, at havet vil kræve endnu flere liv, når vinteren for alvor sætter ind.

En aftale mellem EU og Tyrkiet i marts om ruten til Grækenland har ifølge FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, gjort vandruten fra Libyen til Italien til hovedåren for trafikken med flygtninge og migranter.

Menneskesmuglere sender tusindvis af mennesker ud fra den libyske kyst i oppustelige både proppet til randen.

Tirsdag blev 25 lig fundet i en båd på havet, mens 246 andre blev reddet i land. Det oplyste Læger Uden Grænser i en pressemeddelelse onsdag.

- 25 ofre, der formodes at være omkommet på grund af indånding af brændstof, blev fundet i en blanding af havvand og benzin i bunden af båden, siger Michele Telaro, der var med til at koordinere aktionen.

- Det tog os tre timer at bjærge 11 af ligene, fordi blandingen af benzin og vand er så potent, at vi ikke kunne opholde os i båden i længere tid ad gangen, siger Telaro.

/ritzau/