Kaptajnen og maskinmesteren er blevet anholdt, efter et krydstogtskib forliste i Kina mandag. Der var 457 mennesker om bord, og størstedelen savnes stadig.

KINA: Flere end 400 personer er endnu savnet efter krydstogtskibet Eastern Star kæntrede mandag med 457 personer om bord på Yangtze-floden i Kina. Det skriver CNN.

Kort efter kæntringen blev 14 personer fundet i live og bragt i sikkerhed, mens man har bjærget fem lig, oplyser det kinesiske statsmedie CCTV.

Det dårlige vejr, som menes at være skyld i ulykken, har hæmmet redningsarbejdet. Tidligt tirsdag morgen blev dykkere sendt i vandet for at lede efter overlevende, ligesom redningsarbejdere er på plads ved skroget. Men endnu er langt de fleste passagerer altså stadig ikke fundet.

Yan Mao venter på nyt om sin mor, faster og to kusiner, der er blandt de savnede.

»Jeg er ivrig efter at finde dem. Jeg tror på, at de stadigvæk er i live,« siger han til CNN.

Yan Min, en anden pårørende, siger til CNN, at hans forældre og barn var om bord på skibet. Han venter på nyt omkring sin familie sammen med mange andre familier til de savnede.

To af de overlevende er skibets kaptajn og skibets maskinmester. Ifølge CCTV er begge i politiets varetægt og er blevet afhørt. De har forklaret, at skibet kæntrede og gik ned omkring klokken 21.30 lokal tid mandag aften, da det sejlede ind i en orkan.

Ulykken kan ende med at blive en af Kinas værste katastrofer i årevis, skriver nyhedsbureauet Reuters.